Hun smiler tit, Scout Niblett. Men skinnet bedrager.
Nok er hun udstyret med en ret ukuelig charme fra naturens side. Men når hun får en guitar stukket i hånden – eller to trommestikker – er der ikke længere nogen smutvej til hendes smilehuller. Så er det alvor.
Egentlig hedder hun Emma Louise Niblett. 39, eksilbrite fra området Staffordshire i det vestlige England og for tiden bosat i Portland, Oregon.
Men når hun er musiker, går hun altså under navnet Scout Niblett. Et tilnavn, hun har taget fra fortælleren i Harper Lees roman ’To Kill a Mocking Bird’, den idealistiske drengepige Jean Louise ’Scout’ Finch.
Og det har hun heddet, siden hun som 27-årig debuterede med pladen ’Sweet Heart Fever’ i 2001.
Skrabet lyd
Samme år var jeg en vårhare på 16, men jeg faldt for Nibletts lyd ved første lyt og har hængt ved ganske prisgivet siden.
Ikke mindst, fordi Scout Niblett rent musikalsk befinder sig i nærheden af de helt tidlige plader med jævnaldrende kolleger som Cat Power og PJ Harvey.
Men modsat de to andre har Niblett valgt at holde fast i den helt skrabede lyd, hvor hendes guitar og en ren, klar og meget lidt pyntesyg vokal stort set udgør hele lydbilledet.
Når hun da ikke som på ’I Conjure Series’ fra 2003 nær skræmte livet af flere af sine fans ved at udgive en ep, der kun bestod af Nibletts stemme, en smule guitar og masser af ubehjælpelig omgang med et sagesløst trommesæt, der må have fået sit livs chok, da den lille kvinde satte sig bag tønderne.
En moderne mordballade
Med årene er hun blevet mere elektrisk i sin lyd, hvilket også skyldes hendes efterhånden mangeårige samarbejde med den legendariske producer Steve Albini, der er kendt for sin tørre, uforskønnede lyd, som Scout Niblett for alvor gjorde til sin egen på sin forrige plade, den helt igennem krasbørstige ’The Calcination of Scout Niblett’, med masser af tonstung guitar og knastørre trommer.
Hendes udtryk har haft flere ansigter. Men hendes seneste album, ’It’s Up to Emma’, der udkom i maj, er hendes mest personlige til dato.
Ikke mindst i kraft af åbningsnummeret, der er noget så sjældent som en moderne mordballade om en fatal kærlighedshistorie med en meget lidt lykkelig slutning. Den har fået titlen ’Gun’, og første vers taler for sig selv:
»I think I’m gonna buy me a gun/ a nice little silver one/ and in a crowd some day/ you won’t see it coming anyway/ maybe you’ll be holding her hand/ or watching her shitty band/ really what did you expect?/ spent months lying in her bed«.
Snehvide
I musikvideoen ser man Scout Niblett klæde sig ud som Snehvide med paryk så sort som ibenholt og hele pibetøjet, hvorefter hun besøger det lokale tivoli.
Her prøver hun pariserhjulet, kører i radiobil, spiser softice, smiler og vinker til andre tivoligæster, der gerne vil fotograferes med Disney-prinsessen.
De ser kun Snehvide, imens man som tilskuer til musikvideoen har det foruroligende lydspor slumrende underneden som en boblende vulkan klar til at gå i udbrud. Og det er præcis sådan, det er at opleve Scout Niblett live.
Hun er benhård. Nådesløs. Uforfængelig. Og altid klar til at agere den smilende eksorcist på vegne af alle dem, der gider lytte. Og det gør jeg.
fortsæt med at læse
