Egentlig kunne hun jo godt hvile roligt på laurbærrene, den 63-årige sanger og guitarist Bonnie Raitt.

Når nu hun har vundet ti Grammy-statuetter og opnået placeringer på Rolling Stone Magazines Top 100 for både sangere (nr. 50) og guitarister (nr. 89).

Men tanken ligger hende fjernt. Både musikken og politikken optager hende lige så glødende som altid, fortæller hun gennem en telefon fra den anden side af Atlanten.

En økologisk bevidsthed
Bonnie Raitt var med til at organisere den berømte No Nukes-koncert i 1979, og hun er stadig med i No Nukes-bevægelsen.

Atomkraft, krige, tsunamier, aids, miljøet, det demokratiske parti og fattige børns musikuddannelse kan nok holde et engageret menneske travlt beskæftiget.

»Jeg er stadigvæk meget optaget af den slags. Det var jeg allerede som barn. Min familie var kvækere, og det er en social og spirituel filosofi, mere end det egentlig er en traditionel religion. Mine forældre var pacifister og blev voldsomt bevæget af Mahatma Gandhi og Martin Luther King. Det blev en stor del af min barndom og ungdom, hvor man jo på mange måder var optaget af Vietnamkrigen, af at spise sundt, flytte væk fra byerne og tilbage til naturen og i det hele taget en voksende økologisk bevidsthed«, siger Bonnie Raitt og konkluderer selv:

»Jeg har altid været stærkt optaget af bestræbelserne på at få os til at skifte over til sol- og vindenergi og kampen mod atomkraft«.

Hun er stærkt involveret i kampen mod industriens gigantiske lobbybudgetter og bekæmper deres forsøg på at indføre nye voldsomt naturskadelige metoder til udvinding af kul og olie, genetisk modificerede madvarer og mange andre anslag mod natur og miljø.

Sorgterapi
Men så er der også den særlige form for alternativ energi, man kunne kalde rødhåret blues-energi. En energi, man i nogle år spejdede forgæves efter.

Bonnie Raitt havde ikke givet lyd fra sig siden 2005, men i 2012 kom efter syv års tavshed det Grammy-belønnede album ’Slipstream’, der har givet hende et solidt comeback.

»Men jeg har sådan set kun holdt rigtigt fri i et år. Når jeg laver en plade, turnerer vi gerne mindst to år bagefter. Da jeg kom fra min forrige turné, havde min bror fået en alvorlig hjernesvulst. Han døde, og mine forældre var også lige døde, så jeg trængte ærlig talt til noget sorgterapi og tid til at reflektere i. Men efter et års pause begyndte jeg i 2011 at samle sange til et nyt album«.

Det første ædru album
Hun begyndte at optræde som guitarist som 12-årig.

Efter at have optrådt med nogle af bluesmusikkens virkelig sumpede gamle drenge og lært en ting eller to af Son Volt og Mississippi Fred McDowell debuterede hun 22 år gammel i 1971, og lige siden har hendes guitar og stemme lyst lige så karakteristisk op som hendes flammende røde hår.

Når Bonnie Raitt spiller bottleneck guitar, er det, så englene synger og tømmermændene i baren brummer med.

Kritikerne havde fra starten et godt øje til hendes talent, men pladekøberne var langsommere i optrækket. Da hun blev mindre puristisk i sin stil, kom anmelderne i vildrede, mens publikums interesse voksede.

Tingene samlede sig for Bonnie Raitt, da hun kommercielt og kunstnerisk halvvejs i karrieren toppede i 1989-94 med de tre plader ’Nick of Time’, ’Luck of the Draw’ og ’Longing in Their Hearts’.

En årsag til, at det faldt i hak, var nok, at ’Nick of Time’ »var mit første ædru album«, som hun tørlagt konstaterer.

Fire skønne kvinder
Bonnie Raitt har besluttet sig for at lave sit eget pladeselskab, Redwing Records, og det har fået en flyvende start med ’Slipstream’.

»Hvis man har en etableret karriere, giver det nutildags bare så meget bedre økonomisk mening at have sit eget pladeselskab. Jeg har fire skønne kvinder ansat, og fordi vi brugte adskillige år på at få tingene gjort rigtigt, endte vi med at få stablet et helt fantastisk hold på benene. Jeg tror, det har gjort en forskel. Jeg gør altid mit yderste, når jeg laver en plade, men jeg ved aldrig, hvad der vinder gehør, og hvad der ikke gør. Men denne gang har mit album fået samme slags respons, som ’Nick Of Time’ gjorde«, siger en tilfreds Bonnie Raitt.

Fire af numrene er indspillet med Joe Henry som producer og med hans band som backing. På resten af sangene er det Bonnie Raitts eget band bestående af Ricky Fataar, Hutch Hutchinson, George Marinelli og Mike Finnigan, der får rutinen til at gløde og svinge.

»Min tekniker Ryan Freeland var det hemmelige våben. Han kunne integrere de to utroligt dygtige bands og to meget forskellige måder at spille på. Vi indspiller live, jeg øver ikke, og vi fiks-fakser ikke meget bagefter, så det stiller store krav til, hvordan mikrofonerne er opstillet og indstillet«.

Tekst og groove skal passe

På ’Slipstream’ tackler hun både det gamle Gerry Rafferty-hit ’Right Down The Line’ og de to moderne Dylan-klassikere ’Million Miles’ og ’Standing in The Doorway’.

Men hvad er det, der får en stor og rutineret fortolker som Bonnie Raitt til at vælge lige præcis de numre blandt tusinder?

»Det er både et følelsesmæssigt og et intellektuelt valg. Hvis en sang har et fedt groove, men teksten er mig ligegyldig, så går det ikke. Efter så mange plader, hvor jeg har sunget så mange ting på så forskellige måder, er det blevet en større udfordring at finde grooves og tekster, der føles friske. Jeg har kaldt albummet ’Slipstream’, fordi der ikke som sådan er noget nyt i det. Det er bare 12 sange, jeg fortolker i slipstrømmen fra de stilarter, jeg holder af«, siger Bonnie Raitt.

Hun mener ikke selv, der er nogen grænser for, hvad hun kan gøre til sit eget. Hun gnægger rødhåret i røret ved tanken.

»Hvis jeg indspillede en peruviansk folkesang, noget egyptisk bandmusik eller mongolsk slideguitar, ville det såmænd også passe ind i det, jeg elsker, når først jeg har fortolket det«.

fortsæt med at læse

Sangskriver indfanger kærlighedens sammensathed uden at bitche