Peter Bellis øjne skanner det A4-papir, han står med i hånden.
Pludselig fæstner blikket sig ved en af linjerne på papiret, der er en liste over sangene i andet set af dagens koncert. Først taber ansigtet sine folder og øjnene deres fokus, mens sangeren leder hukommelsescenteret igennem – så bølger irritationen fra blikket og ud i huden, hvor den graver bekymringsrynker frem.
»Årh for helvede«, hvisler han.
Han går lidt rundt og koncentrerer sig, inden han stopper ved en af sine to guitarister.
»Den kan jeg sgu ikke huske«, siger han, halvt henvendt til kollegaen, og irritationen i blikket får selskab af både ærgrelse og nervøsitet, inden han peger med sine sorte læderstøvler mod døråbningen og skridter ud af backstagelokalet med et løfte om at være hurtigt tilbage.
LÆS OGSÅ Rockulven Peter: »Uden sjæl duer det ikke«
Han siger aldrig noget om episoden til mig, og jeg spørger heller ikke.
Peter Belli fejrede sin 70-års fødselsdag i sidste måned og har kun lige rejst sig fra sengen efter et sygdomsforløb, der nær havde gjort en ende på hans liv og 50 år lange karriere i dansk showbiz.
Alligevel bliver han oprevet, fordi han har glemt et par linjer i en af de omkring 20 sange, han har udvalgt til dagens koncert.
Musikken i fokus
Der skal være styr på det. Han skal være helt igennem respektabel, når han går på scenen. Det stopfyldte torv i Nykøbing Mors skal have den musikoplevelse, mange af dem har stået over en time i sommervarmen og ventet på.
Derfor er han heller ikke drønet fra villaen i Brøndbyvester og er sprunget direkte op på scenen, men har taget den 380 km lange køretur i autocampervenligt tempo dagen før, har overnattet i nærheden, og er kørt de sidste 30 km i god tid i dag for at tjekke ind på en campingplads med kig til Limfjorden lige uden for byen.
Det er her, vi har aftalt at mødes. Eller rettere, det er her, hans kone, June Belli, og jeg har aftalt, at min og fotografens audiens kan starte.
For ingen interviewer Ulven Peter uden først at tale sig til rette med hans manager, hønemor, elskerinde og livsledsagerske gennem 48 år. Sammen har hun og Peter Belli boet 16 år i deres egen vogn på 27 kvadratmeter – det meste af tiden med tre børn og to hunde.
Nu er parrets hvide autocamper med nummerpladen ’Belli 2’ kun et midlertidigt hjem for den aldrende rockstjerne, der kommer ud og hilser på med lysegråt, tilbagestrøget hår og mintgrøn skjorte.
Ind kommer vi alle sammen igen og får sat os ved bordet i det mønstrede sofaarrangement, der sammen med et fuldt udstyret køkken, et toilet og en dobbeltseng udgør autocamperens interiør.
På en hvid broderet dug ligger Morsø Folkeblad, der reklamerer for Peter Belli på forsiden. Avisen har spundet lidt på den nærliggende Thy Nationalparks seneste tilflytter med rubrikken ’Ulven kommer!’.
Peter Bellis rejseminder: Smadrede sit hoved og skulder i ThailandNæsten som det første ryger det ud af Peter Belli, at det er første gang, han har lukket både journalist og fotograf indenfor i det rullende hjem, for »normalt vil jeg ikke have det«.
Og mange gange i løbet af den dag, der følger, virker det, som om sangeren fortryder, at han og June har slået glasfiberdøren op. For selv om gæstfriheden er grænseløs, vil sangeren, nu mere end nogensinde, holde musikken i fokus og undvige at sætte ord på de uger i foråret, hvor han var ude og vende.
Klangen af et liv på landevejen
Peter og June Bellis liv i camperen er noget af det eneste, de har, der ikke er afdækket og alment kendt.
I 54 år har pressen fulgt Peter Belli i hælene. Fra han i 1960’erne sammen med gruppen Les Rivals spillede pigtrådsmusik og blev det danske svar på Rolling Stones, og til han efter at have været i flere andre bandkonstellationer blev berømt dansktopsanger, og i de kommende årtier også blandt andet skuespiller, bingovært og sprechstallmeister.
»Peace, love og en lille smule på den dumme«Med var de også, da han vendte tilbage til rocken i slutningen af 1980’erne – en genre han er blevet ved.
Den opvækst, Peter Belli kom fra, inden han begyndte at få pigerne til at hyle, startede, da han blev født på et lokum i Kiel under Anden Verdenskrig af en mor, der allerede havde seks børn, hun ikke kunne tage sig af, og som giftede sig med »en satan«, der uddelte masser af »tærsk« til både hende og lille Belli.
»June kom på det rigtige tidspunkt, for jeg var en vildbasse i starten – jeg kom fra røv og nøgler for at sige det rent ud – og havde pludselig alt og var en stjerne. I byerne rundt omkring i Danmark var der sort af mennesker, folk sad oppe i træerne for at se giraffen. De sad oppe i træerne!«, siger han.
Nu har årene ædt det meste af den unge rebels vildskab – det lange hår, han rendte rundt med, har de også fortæret – men stjernens kendetegn, stemmen, er til sammenligning nærmest uforandret.
Den lægger sin velkendte bund under sangene på hans nye plade, ’Evig og altid’, der bliver udgivet 23. september.
Og for første gang har autocamperen ageret studie til indspilningen af godt halvdelen af numrene. Presset ind i det lille køkken har han stået og ledt efter den rigtige klang.
»Alt, hvad der er her, er vores. Mit og Junes. Vores duft, vores kryben ind til hinanden, vores kærlighed. Den varme er kommet ned i musikken. Det kunne jeg se i øjnene på June, da jeg spillede sangene for hende«.
Lad fortiden ligge
Mens resultatet af autocamperoptagelserne altså har været lykkelige, var det ulykkelige omstændigheder, der førte til, at det var her, Peter Belli måtte synge sine rocksange og kærlighedshistorier.
Du blev alvorligt syg her i foråret – hvad var det, der skete?
»Det vil jeg ikke snakke om. Det var i går, og du skal aldrig hive det op fra i går, for du har ikke brug for det i morgen«, siger han og sidder lidt, inden den karakteristiske hæse stemme tager til igen:
»Jeg kan ikke snakke om det. Simpelthen. Jeg hader det, for jeg var faktisk ved at dø. Jeg var langt væk, helt ude og vende«, siger han og bliver urolig, som om han venter på, at ordene, der hænger der imellem os, skal opløse sig, som var det cigaretrøg, han havde pustet ud.
Hvad er det, der får dig til at lukke af?
»Det chok, som jeg har set, at min kone og mine børn har fået«, siger han, og så:
»Jeg synes, du skal tale med June om det«.
Det rejsende folk
Havde det været alle andre end Peter Belli, der mente, at hans kone skulle tage over, når det kom til det mest personlige emne i et portrætinterview, havde det været mærkeligt.
Men man skal ikke tilbringe mange timer med parret, før man får den tanke, at de ikke rigtig eksisterer hver for sig. Som to træer, hvis grene over årene er groet sammen.
Når man har set, hvordan de altid stopper og venter på hinanden, hvis den ene er kommet to skridt foran, og fået fortalt, at de sover under en dobbeltdyne med hinanden i hånden, ved man, at nok rasede sygdommen rundt i Peter Bellis krop, men den truede også June på livet.
Og eftersom hun er den eneste af de to, der husker de tre uger og tre dage »vi var indlagt«, er det hende, der lidt senere på dagen, da vi har fået camperen snirklet ind ved siden af den midlertidige scene på torvet i Nykøbing Mors, trevler sygdomsforløbet op.
Vognen dufter sødt af bedsteforældre, og gennem den åbne dør kan man høre havmågerne skrige.
June Belli er 65 år. Hun er lille, og årene har sat sig i holdningen. Men hun har røde negle, stramme sorte jeans og en skjorte med et mylder af farver. Håret er farvet sort, læberne har fået et lag kirsebærrødt, og skoene har både glitter og hæl.
Stemmen er bestemt, og allerede over telefonen har jeg oplevet, at hun kan være skrap – uden at det dog nogensinde overstråler den grundlæggende gæstfrihed og hjertelighed, hun har delt ud af i et helt liv på landevejen som en del af »det rejsende folk«, som Peter Belli skriver i sin selvbiografi ’Jeg er som jeg er’.
Inden June mødte sin udkårne ulv til en byfest i Løgumkloster, levede hun i en campingvogn med sine forældre, faren Carlo og sandsigersken Corinta, der spåede alt fra forbipasserende til arabiske prinsesser, der blev fløjet ind.
»Jeg tror lige, jeg går ud og tager et par bøv«, siger Peter Belli og er ude af camperen med en e-cigaret i hånden, inden hans kone har afsluttet den første sætning om, hvordan sygdommen startede.
På en turné i februar i år var han langt mere træt, end han plejede, og lægen havde da godt nok også givet ham medicin for en urinvejsinfektion, som forværredes til en nyrebækkenbetændelse. Den dengang 69-årige Peter Belli kørte turneen færdig, for »den slags kan alle piger jo få«, som han siger, og »Peter er jo normalt ikke til at slå ned«, fortæller June Belli.
Først da han 12. marts – efter to dage på sofaen derhjemme – ikke kunne rejse sig, selv om hun hev ham i armen, begyndte alvoren at indfinde sig.
Det burde den måske have gjort lidt før, for siden Peter Belli som barn faldt om på vejen hjemme i Gl. Holte og lægerne på hospitalet åbnede ham, har han vidst, at han var født med kun én nyre.
Er det nu, jeg skal herfra?
Og den indfandt sig også med det samme hos den læge, June Belli ringede til.
En ambulancetur senere var beskeden på tropemedicinsk afdeling i Hvidovre, at nyrebækkenbetændelse var blevet til blodforgiftning, og mens lægerne for ind og ud af sygestuen for at teste for det ene og det andet, sov Peter uroligt, og June Belli knugede hans hånd og tænkte:
»Jeg bliver sindssyg«. Udenfor væltede sneen ned over den vintersorte jord, som frosten nægtede at give slip på.
»Jeg tænkte hele tiden: Hvornår spørger han, om han kan komme ud og ryge. Selv efter operationer er det altid det første, han spørger efter. Men det gjorde han aldrig. Og så kunne jeg jo godt se, at det var helt galt«, siger June Belli om sin mand, der har suget cigaretter ned til filteret, siden han var ni, men først for to uger siden tog røgen op igen med et »bøv« af e-cigaretten.
June fik ret, for pludselig fik hendes elskede akut nyresvigt, blev kørt på intensiv og svævede mellem liv og død i fire døgn.
»Han havde fire slanger i hver arm og en til dialysen i halsen, men jeg tænkte aldrig, at han kunne dø. Han er en prop, og man kan ikke drukne en prop. Så da han spurgte: Er det nu, jeg skal herfra? Så sagde jeg nej«, siger June Belli, der fik ret igen.
Tilbage til musikken
Lægerne fik Peter Bellis nyre i gang igen, hvorefter han kom sig på rekordtid og indspillede sidste halvdel af den plade, han var i gang med, i autocamperen, der holdt parkeret lige uden for hoveddøren.
»Han kunne sgu ikke blive liggende på sofaen. Der er jeg en hård hund. Det er ikke, fordi jeg er ond, det er, fordi jeg holder ham i live«, siger June Belli om, hvordan hun fik sin mand tilbage til musikken.
Senere var det Peter Bellis autocamperoptagelser, der fik følelserne til at vende tilbage til hendes krop, som var blevet hærdet af chokket.
»Da jeg hørte de færdige numre, slog det benene væk under mig. Jeg græd i en time. Ellers græder jeg aldrig – medmindre en skal konfirmeres eller der kommer en lille luciabrud«, siger June Belli, der under sygdommen brugte alle kræfter på at pleje sin mand.
»Da han var syg på hospitalet, tilbød overlægen mig et job, fordi jeg puslede om ham, som om han var en kattekilling«, smiler hun.
»Som en ulveunge«, retter Peter Belli, der er kommet tilbage i camperen og har sat sig i den ene af de to køresæder, som er drejet om mod bordet og nu gør det ud for et par lænestole i køretøjets lille stue.
»Sådan er mit liv«
Turen til Nykøbing Mors er den første, de har taget i camperen, efter at Peter Belli er begyndt at spille igen – en enkelt gang fik June ham fløjet ud i helikopter. Men nu sidder de her, og han kigger ud ad vinduet på publikum, der strømmer til:
»Det er fantastisk at se, hvor hurtigt de kommer springende. Jeg møder fremmede folk hele tiden, som kommer hen og siger: Årh, hvor ser du godt ud, har du det bedre? Ej, hvor gjorde du os bange!«, siger han og tilføjer:
»Jeg kan huske den mavepuster, jeg fik, da jeg hørte, at Elvis var død. Han har altid været min konge. Og nu står folk og snakker til mig, som om jeg er Elvis, der har overlevet. Det er meget smukt«.
Hvad har det betydet, at du har haft musikken at komme tilbage til?
»Jeg skal altid tilbage til musikken. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle lave«, siger Peter Belli og synger en strofe fra 1977:
»Sådan er mit liv, sådan er mit liv – ja, og jeg kan lide det«.
Styr på sagerne
Sådan har livet virkelig været for manden med den stærke stemme, og han har optrådt alle steder og utallige gange. Ikke at det gør nervøsiteten mindre denne dag i Nykøbing Mors.
Han bliver fjern og flytter på sig, hver gang han føler, at programmet er ved at løbe fra ham.
Da musikerne ikke er fremme til tiden, hænger han ved vinduet i camperen og udbryder:
»Det er første gang, de kommer for sent«, og da fotografen vil have June og ham foreviget i deres lænestole, går der kun et par minutter, før han slutter seancen med et »Har du, hvad du skal bruge?«, hvorefter han kigger på June og siger:
»Så skal du finde mit tøj frem«.
Det er hende, der har styr på den slags, ligesom hun har styr på det meste andet. Hver gang hun hører kameraets lukkelyd, ser hun den vej, linsen peger. Fjerner nogle bananer, der er blevet for brune, eller bytter Peter Bellis plastikkrus ud med et glas.
Flere gange bryder hun også ind i interviewet for at køre sin børste gennem hans hår.
»Jeg skal lige slå det ned« eller »Det ser altså så strimlet ud«, siger hun og tæmmer totterne.
Tre trappetrin og ti år yngre
Tre kvarter efter at vi er blevet gennet ud, så Peter Belli kan klæde om, er han på vej mod scenen på torvet, hvor trommeslager, bassist og to guitarister, alle omkring de 40, er begyndt at sende musik ud over publikum på torvet.
Den gamle ulv, der hele dagen har bevæget sig med små bevægelser og sitret let på hænderne, da han fyldte olie på sin e-cigaret, er som forvandlet. I skinnende sort jakkesæt med ditto skjorte og vest tramper han de tykke såler på sine læderstøver ned i jorden i takt til melodien, inden han sætter op ad trappen og ind på scenen.
Set fra mylderet af sommerklædte publikummer i alle aldre ser de blege kinder pludselig solbrændte ud, og øjnene fængsler helt ud blandt dem, der står bagerst og spærrer gågaden. Armene svinger.
Hænderne klapper taktfast. Musikerne spiller tight og stemmen råber »yeah!«. Peter Belli ser ikke ud til at være en dag over 60.
LÆS OGSÅ
Da han efter koncerten sidder i det lokale sognehus, som i dagens anledning er backstagelokale, og stilfærdigt spiser sig igennem de smørrebrødsmadder, der altid skal leveres, hvis man hyrer Peter Belli, er hans energidepoter tomme.
Tallerknen skal bare tømmes, så er han klar til at tage June ved hånden, trække sig tilbage og sige tak for i dag. Han giver alt for at kunne holde trit med musikken.
Vi behøver ingen forklaring på, hvorfor det er anstrengelsen værd. Peter Bellis smil bliver aldrig bredere, end da han synger sin nyeste single ’Papa kan kun li’ rock’n’roll’, og hans sjæl lyser aldrig klarere, end den gør, mens stroferne til titelnummeret på ’Evig og altid’, hans fortolkning af Mads Langers ’Last Flower’, flyder ud af ham.
Hvilken en af sine livsledsagersker, June eller musikken, han synger mest til, er svært at afgøre – men det er nok June.
»Jeg giver mig helt
Du må få alt
For evig og altid
For evig og altid«.
fortsæt med at læse
