Min første rejse …
gik til Sri Lanka for 35 år siden med min kone, svoger, svigerinde, og Junes mama og papa. Vi kom fra det rene luksus i Danmark til ingenting dernede – alt var jo næsten, som Gud havde skabt det. Rene mennesker, rene sjæle.
Det var fascinerende, men også lidt skræmmende. Inden for hotellets mure måtte ingen fra byen komme uden at være indskrevet i receptionen. Vi oplevede deres fattige kår, at de ingen penge havde, ikke noget ordentligt tøj, de arbejdede utroligt hårdt, og nogle sov på gaden. Jeg forstår godt, at der er noget som SOS Børnebyerne, for der er jo brug for hjælp.
LÆS ARTIKELSri Lanka: Kricketstjerner, kolonitid og få turister Seks år senere var vi dernede med vores børn, for jeg ville have, at de skulle opleve Sri Lanka, mens det stadig var et uspoleret land. Vi havde store sække med børnenes aflagte tøj med, som vi kørte rundt og delte ud i små fattige landsbyer. Vi sejlede langt op ad Bentotafloden, indtil vi nåede helt ind i vildnisset, hvor vi kom til en lille by med et par hundrede mennesker, der boede i stråtækte hytter – rigtigt tegnefilmagtigt. Høvdingen fik så en pose tøj, som han delte ud af. De var meget taknemmelige og glade. Det var så stor en oplevelse, at June og jeg senere har haft en pige dernede gennem SOS Børnebyerne. Min bedste rejse ... June og jeg er jo så kendte mennesker, at vi meget sjældent finder steder, vi kan få lov at være os selv. I Lutro i Grækenland sejlede vi med et skib ud til en form for halvø. Det var så smukt og rent, vandet var lyseblåt, og det var meget betagende for os som mand og kone, der elsker hinanden, at gå hånd i hånd og ligge i strandkanten og kæle og have det godt, uden at der er 70.000 mennesker, der står og zoomer ind. I Tyrkiet havde vi fundet en olivenlund med en lille strand – en halvitaliensk støvle, hvor der var det dejligste sand, det skønneste vejr, det dejligste vand og ingen mennesker. Der kom en mand hen og solgte os øl og spurgte, om vi kom igen næste dag, for så ville han lave mad til os. Noget, vi ellers aldrig tør, når vi rejser, er at spise noget, der bliver lavet udendørs i en wokpande over åben ild. Men han lavede det mest vidunderlige mad – det var kunst, og det smagte fantastisk. Og vi blev ikke syge af det.
