Taljen er smal, skørtet strutter, og neglene og læberne har hun sirligt malet femme fatale-røde. Han har smøget sine 501’ere op, og under læderjakken med den opslåede krave kan man skimte en Hawaii-skjorte.
Håret er fedtet ind i voks og redt tilbage med en stålkam, så det falder på den helt rigtige James Dean-måde. Fra scenen sørger en svedende og spjættende kvartet for et rock’n’roll-beat, man kan danse til.
Rockability-kulturn
Året er ikke 1957, og vi er ikke til asfaltbal i Enghaveparken. Vi sidder heller ikke på en diner et sted i mulighedernes Amerika og slubrer pastelfarvede milkshakes i os, mens Korea-krigen buldrer løs i fjernsynet.
Vi er i 2009 på et af de efterhånden mange spillesteder i København, der har givet sig hen til den rockabilly-kultur, som oprindelig greb om sig i USA i 1950’erne.
Efter år med elektronisk dominans på landets klubscener er flere og flere danskere nu blevet fascinerede af musikken og stilen fra rockens spæde barndom, hvor man kaldte notoriske bad boys for læderjakker eller anderumper.
Det danske natteliv byder på stadig flere muligheder for at feste på rockabilly-måden til tonerne af blandt andre Elvis og Jerry Lee Lewis.
Motorcykelklubber og amerikanerbiler
Der er motorcykelklubben Den Glade Enke på Østerbro, der jævnligt samler bikerentusiaster, amerikanerbilejere og regulære rockabillys til aftener med livebands og Marlon Brando-film i baggrunden. Valhalla Rockbar, der med sine Rockabilly Nites efterhånden er blevet de københavnske rockabillys’ stamsted.
Kitty De Ville Dance Club i Pakhuset i Århus, der til premiereaftenen i november både bød på bands, boogie og barber.
Det årlige træf Bedrock, hvor amerikanerbiler fra før 1954 hver sommer kører ægte 1950’er-ræs i en grusgrav på Fyn komplet med pinup-pige, sorthvidternede flag og en tung stank af benzin.
Loppen byder rockabilly indenfor
Og i morgen er det så Loppen, der byder rockabilly-folket indenfor til årets første Punk and Billy Bash – et tilbagevendende arrangement, der fusionerer genrerne rockabilly og punk. n
»Rockabilly-kulturen har aldrig været større i Danmark, end den er lige nu. Da vi startede for 20-30 år siden, var vi 10-15 rockabillys i København, og alle kendte alle. I dag kommer der hele tiden nye folk til«, fortæller René Karlsson.
Han spiller gulvbas og synger i Wild Wax Combo, der med fire album og et væld af turnéer rundt omkring i verden er et af landets største rockabilly-bands.
Vinyl og Carmen Curlers
Ligesom resten af sit orkester har han været en del af det københavnske rockabilly-miljø siden puberteten. Og selv om han efterhånden har rundet 44 år, er kærligheden til den engang så rebelske ungdomskultur aldrig forsvundet.
»Rockabilly er lig med livsglæde. Musikken og beatet gør mig glad i låget«, forklarer René Karlsson, da iBYEN møder ham og bandkammeraterne en mandag aften i øvelokalet i Rødovre, hvor væggene er dekoreret med lige dele pinup-piger og rock’n’roll-musikere.
For René Karlsson og resten af kvartetten har rockabilly været en stor del af deres liv i flere årtier, og hvad enten de står på scenen eller i køen i Netto, ligner de moderne Marlon Brando’er. Rockabilly er ganske enkelt en livsstil.
På deres turnéer rundt omkring i verdens rockabilly-metropoler har Wild Wax Combo mødt adskillige 1950’er-entusiaster, hvis hverdag er fyldt med Carmen Curlers, transistorradioer og vinylsingler. Så gennemført er stilen endnu ikke i København. Her er klubberne og retro-butikkerne først lige begyndt at pible frem i bybilledet.
Swingende kontrabas
For Wild Wax Combos fire medlemmer startede kærlighedsaffæren med 1950’ernes rock’n’roll i en tidlig alder. I barndomshjemmene på Københavns Vestegn satte forældrene ofte Bill Haley, Elvis og Little Richard på pladespilleren, og de små drenge blev grebet af lyden af den swingende kontrabas og de dansante rytmer. Det var der ikke særlig mange andre unge i forstadskommunerne, der var.
»Jeg var virkelig yt, da jeg gik på gymnasiet i Albertslund i 1980’erne. Mens de andre drenge prøvede at ligne George Michael, kom jeg i skole med fedt i håret og ternet skovmandsskjorte«, husker pianist Frank Rothstein.
Det vigtige look
For nutidens unge er det ingen sag at følge med i de forskellige subkulturers udvikling. Internettet er spækket med fora for musikfans, selv det mindste band har en side på Myspace, og rygtet om en ny festival bliver spredt fra Lund til Las Vegas i løbet af fem minutter.
Sådan var det ikke, da Wild Wax Combo-fyrene startede ud i miljøet i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Dengang skulle man specialimportere pladerne, og det tog ofte tre måneder, før de nåede frem til den lokale pladebutik. De karakteristiske høje Creepers-sko, som er en vigtig del af rockabilly-looket, måtte man til udlandet for at købe.
»Jeg husker tydeligt, hvor stolt jeg var, da jeg fik mit første par omkring 1980. Jeg passede eddermame på dem! Man vidste jo ikke, hvornår man kunne få fat på et par nye«, fortæller trommeslager Mikael Findanis.
Tak til Anne-Mette Fogh
At 1950’erne pludselig er blevet så populære i det københavnske natteliv skyldes blandt andet, at danskerne har fået dansefeber efter at have set statsministerfruen og andre kendisser danse jive og jitterbug på landsdækkende tv, skønner Wild Wax Combo.
Folk vil selv prøve kræfter med de energiske danse og bliver derigennem bidt af musikken og stilen. Man kan så spørge sig selv, hvad der er blevet af den originale ’rebel without a cause’-attitude, når et prime time tv-program har en del af æren for, at flere danser med.
Modreaktion til elektronisk bølge
»I dag består det rebelske nok mest i, at man som rockabilly bevidst har taget et valg om ikke at være mainstream«, siger Frank Rothstein. Han tolker rockabilly-kulturens højdespring på popularitetsbarometeret som en modreaktion på det sidste årtis elektroniske dominans på landets dansegulve.
»Folk er trætte af det alt for polerede. De vil have livemusik, kolde øl og svedige musikere igen. Noget med et andet beat og en anden nerve«.
fortsæt med at læse
