Historien begynder på landevejen. I en lastbil på vej tværs gennem landet.
Et sted mellem Pennsylvania og endestationen tænder chaufføren for radioen. Rejser lidt rundt mellem kanalerne og ender med at gøre holdt ved en af de utallige amerikanske radiostationer, som spiller country.
Mens fabrikker, moteller og andre menneskers hjem forsvinder bag ham uden for bilvinduerne, forsvinder han ind i de historier, som kommer ud af radioen.
Historier om kærlighed, der bliver væk. Om ægtemænd, der bliver forrådt. Om koner, der skrider og tager børnene med. Om alkoholisme, om utroskab, om fødsel, om død.
Og der på landevejen forelskede chaufføren sig. I countrymusikken, der kom ud af radioen.
Country møder dubstep
I dag kører langturschaufføren ikke længere lastbil. Nu rejser han med musikken. Siden den dag, han for alvor opdagede countrymusikken, har Daughn Gibson, som manden bag rettet hedder, nemlig taget de ærkeamerikanske toner til sig og gjort dem til sine egne.
I 2012 debuterede han som soloartist med albummet ’All Hell’ – en dyster og særegen blanding af dyb croonervokal og samplede spøgelseskor. Af akustisk guitar og synthesizere. Af country og dubstep. Som The Guardian skrev, da de i april 2012 introducerede lyden af Daughn Gibson:
»Som at lytte til Nick Caves ’Murder Ballads’ og Burials ’Untrue’. Samtidig«.
Siden dengang har Daughn Gibson udgivet endnu et album, ’Me Moan’, som kom på gaden i juli i år. Ligesom debuten leger det med kontrasterne. Mellem det håndspillede og det elektroniske. Mellem det varme og det kolde. Det flotte og det uhyggelige.
Ikke helt fine i kanten
Selv ligner Daughn Gibson også noget, man ikke helt kan greje. På den ene side er han smuk som en muskuløs græsk gudestatue. På den anden side har han et blik så mørkt, at de fleste fædre nok ville låse deres teenagedøtre inde, hvis han pludselig stod og lurede på den anden side af hækken.
Og det er måske netop det, der er så dragende ved ham. At han fortæller de historier, som ikke altid er helt fine i kanten, men som ikke desto mindre nok passer bedre på de flestes liv end candyflossfarvede kærlighedssange.
Siden debuten i 2012 har han for eksempel sunget om Tiffany Lou, hvis far døde med bukserne nede om anklerne og en fantasi i flammer. Om ’Ray’, der havde et ansigt som en filmstjerne, men endte med at brænde op i Vegas. Om sheriffens datter, der gør alt det, hun ikke må.
Virkelighed med pynt på
Flere af Daughn Gibsons sange er baseret på virkelige personers virkelige liv, fortæller han, da Ibyen ringer ham op en onsdag eftermiddag.
»Alle mennesker har en historie, de har lyst til at fortælle. Og jeg elsker at lytte til andre mennesker. Der er noget eksotisk over at høre andres historier«, fortæller han.
»Men ingen af mine tekster er helt biografiske. Jeg pynter altid på virkeligheden. Nogle gange lidt, andre gange meget. Og sådan er det vel i virkeligheden også med de historier, jeg har fået fortalt – der er altid en smule pynt på, når folk fortæller om deres liv«.
Det var netop historierne, som i sin tid tiltrak Daughn Gibson ved countrymusikken. Når han sad der bag rettet og var kørt træt i de cd’er, han havde taget med på landevejen, fandt han underholdning i de historier, som stemmerne på countrykanalerne fortalte ham.
»Countrymusik kan både være lårklaskende morsomt og virkelig, virkelig sørgeligt. Så i løbet af et par sange kan man nå hele følelsesregistret rundt. Det var virkelig underholdende for mig at opleve«.
Oder til de mærkelige
Selv er han gladest for at skrive tekster, som har noget mørke i sig. Han foretrækker at lade sine fortællinger være så sorte og så forvirrende som muligt, fortæller han. For det er sådan, rigtige mennesker er. I hvert fald dem, han omgiver sig med.
»De bedste venner, jeg har, er dem, der tør være sårbare. Jeg foretrækker mennesker, som har rigtige følelser. Mennesker, som ikke gør alt muligt for at signalere, hvor succesfulde og glade de er. Ingen af mine venner er fyrtårne i samfundet. Men jeg nyder at være sammen med dem, fordi de er meget sjovere og mere levende end alle dem, som konstant arbejder på at være så skideperfekte«.
For det perfekte interesserer ikke Daughn Gibson. Mennesker med glatte overflader er kedelige, synes han. Han vil hellere skrive oder til de mærkelige. Dem, der ikke helt kan indordne sig. Dem, som gemmer på noget, der stikker.
»Jeg er bestemt typen, som smiler og bliver helt spændt, hvis du har lyst til at fortælle mig om, at du virkelig var i fare i weekenden. Eller hvis du begynder at fortælle om dengang, du sad i fængsel. Til gengæld er jeg overhovedet ikke interesseret i, hvor mange penge du har, eller hvor flot din kæreste er«, siger han og tilføjer:
»Jeg kan godt lide mennesker, som er rene katastrofer. Dem, som ikke altid gør alting rigtigt. På samme måde har jeg det med musikken. Jeg gider ikke lave musik efter den rigtige formel. Jeg vil lave musik, som virker absurd og mærkelig på mig selv. Det er der, det bliver interessant«.
Fuld af horror og had
Daughn Gibson voksede op halvanden time væk fra Philadelphia i staten Pennsylvania på en musikalsk diæt af Human Leagues ’Don’t You Want Me’ og anden pop fra 1980’erne.
Indtil han i en tidlig alder opdagede Led Zeppelin og begyndte at lytte til punk og metal, samtidig med at grungen begyndte at røre på sig i Seattle.
»Jeg var fuld af horror og had dengang, og den hårde musik passede perfekt til mig. Jeg kan huske, jeg satte pladerne fra den tid på mit anlæg, tog høretelefoner på og hamrede løs på mine trommer, indtil jeg havde lært at spille på dem«.
Derefter begyndte Daughn Gibson at slå på trommer for forskellige punk- og metalgrupper i Philadelphia. Men han blev træt af byen og besluttede sig for at flytte til Carlisle, som lå et par timer væk.
Det betød et farvel til livet som bandmedlem. »Da jeg flyttede til Carlisle, prøvede jeg at finde nogle, jeg kunne spille med, men det fungerede aldrig rigtig. Så jeg begyndte at spille musik alene«, fortæller han.
Snublede ind i musikken
Og så var lyden af Daughn Gibson godt på vej til at blive skabt.
Han ville gerne lave noget, der havde samme nerve og historiefortælling, som han havde mødt i den countrymusik, han holdt af at høre, når han havde sine 10-timers-vagter i lastbilen.
Men fordi han ikke følte sig helt sikker på den akustiske guitar, blev det i stedet den bærbare computer, som blev hans primære instrument.
»Jeg var ikke ham, der bare greb guitaren og begyndte at spille. Så jeg rodede lidt rundt med nogle programmer på min computer i stedet. Men jeg gad ikke at lave beats, som andre kunne rappe ind over, så i stedet begyndte jeg at lave det her. Det var nærmest noget, jeg snublede ind i. Jeg vidste ikke, hvordan man lavede country, men jeg ville gerne have den følelse med i min musik. Det her var den måde, jeg kunne gøre det på«.
Pessimistisk syn på verden
Efterhånden er computeren dog begyndt at kede ham lidt, fortæller han. I stedet er han begyndt at sætte sig ved klaveret eller med en guitar, når han skal lave musik.
Så den næste Daughn Gibson-plade kommer nok til at lyde anderledes end de forrige. Men det dystre vil altid være en del af ham, siger han. Som musiker. Og som menneske.
»Det er ikke, fordi jeg render rundt i en trenchcoat og ligner et lig. Jeg har også gode dage. Men jeg har et ret pessimistisk syn på verden. Og jo mere folk rykker hen mod den der Facebook-livsstil, hvor det kun er alt det gode, der bliver vist frem, jo mere synes jeg, at vi lever på en løgn. For det er ikke sådan, livet er. Der er ingen, der er glade hele tiden. Det er det, jeg gerne vil vise med min musik«.
