Der er noget imponerende sejlivet over det danske Melodi Grand Prix. Siden 1957 er sangkonkurrencen stædigt dukket op på skærmen en gang om året, selv om den er blevet hånet, hængt ud og skubbet til side af yngre tv-tornadoer som ’X Factor’. Og i aften zapper vi derhen igen og indgår et hurtigt væddemål i sofaen, før vi hyler, hepper og græmmer os gennem ni nye sange. Bagefter sender vi vindersangen ud til en maratondyst mod den østeuropæiske musikmafia og glemmer det hele igen. Medmindre man er inkarneret nørd eller har klæbehjerne, kan man næppe huske ret mange af deltagerne eller bare de ti vindere, der har været, siden Brødrene Olsen tog røven på alle i 2000.
LÆS OGSÅ X Factor-idol er snæver grandprix-favorit
Måske er det netop den korte hukommelse, der er grandprixets sejhed. Måske er det den befriende glæde ved uforpligtende kitsch og ironiske grin, der trækker. Måske er det bare trygheden, der sender et postkort fra en fortid, hvor Melodi Grand Prix i fjernsynet var eneste alternativ til en blund i lænestolen med en tabt Isabella Allende-roman i skødet.
Uanset hvad, er vi der igen i aften, og alt er næsten ved det gamle.
Moderniseret melodifest Den tidligere ’X Factor’-deltager Jesper Nohrstedt åbner ballet, og selv om han lidt modvilligt bliver trukket ud på provinsdiskotekets dansegulv med fire hårde gulvdunk i takt med tiden, holder han sig inden for genkendelighedens rammer med hårtørrerblæst pop. Godt nok har Danmarks Radio gennem flere år prøvet at modernisere melodifesten og ladet nye generationer træde op på scenen. Relativt unge sangskrivere skærer melodier til endnu yngre sangere, mens et dommerpanel anført af dj og producer Kenneth Bager skal give det hele en snert af professionel dømmekraft og progressiv kant.
