Frank Ocean: 'Pyramids'
Ti minutter lange popsange er der ikke mange af. Men andensinglen fra Frank Oceans album 'Channel Orange' var heller ikke som andensingler er flest. Heldigvis.
Sangen folder sig ud som en fortælling om Cleopatra, og det lyder nærmest som om hun bader i det luksuriøst sødmælksbløde R&B-beat, der ligger som en understrøm og kun afløses af glimtvis flimrende dance-inspirerede synthesizere.
I hvert fald indtil al tempo godt fire et halvt minut inde bliver suget ned i afløbet og løber med badevandet ned i en kloak af dårligdom. Det er turen tilbage til fremtiden, hvor Cleopatra nu er en stripper på svimlende høje hæle. For 'Pyramids' er en fortælling om at falde i unåde. Og anden del af den nærmest episke slowburner af en sang er den endelige undergangsfortælling, der slår temaet fast med rustne syvtommersøm, imens Oceans bløde fortællervokal har grøde i stemmen.
'Pyramids' er blevet sammenlignet med en hidtil ukendt Michael Jackson-sang, der er blevet gravet op af gemmerne. Men den har samtidig også en lyd af fascinerende fremtid over sig. Nok læner Ocean sig op ad giganter som Jackson og også Prince på sangen her, men den er mest af alt hans egen.
Det har været Frank Oceans år. Og det er 'Pyramids' er fremragende bevis på.
