Forrige søndag fandt mexicansk politi 17 lig i en brønd i staten Nuevo Léon. Det viste sig at være medlemmer af bandet Kombo Kolombia, der havde været efterlyst siden en koncert fredagen inden.
Et overlevende medlem af orkestret har fortalt politiet, at bandets 12 medlemmer og 8 hjælpere efter koncerten blev omringet af 14 biler med bevæbnede mænd.
LÆS OGSÅ Helt orkester likvideret og smidt i brønd
Med bind for øjnene blev de kørt ud i ørkenen, hvor den overlevende hørte de enkelte musikere blive spurgt, om de tilhørte et bestemt narkokartel.
Da de ikke ville svare, blev de skudt og dumpet ned i brønden.
Narcocorridos
Massakren er endnu et trist kapitel i historien om den eskalerende dødsvold i en nation, der til forveksling ligner et land i borgerkrig. Men det er også en påmindelse om forbindelserne mellem musikere og banditter.
»Sådan har det altid været, ikke kun i Mexico. Louis Armstrong spillede for Al Capone i Chicago. Arbejderklassens mænd, der tjener en masse penge på kriminalitet, har altid foretrukket arbejderklassens musikere, der har tjent en masse penge hos de kriminelle. Folk, der bliver rige på organiseret kriminalitet og narko, bruger ikke deres penge på symfoniorkestre«, siger den amerikanske musikhistoriker Elijah Wald.
Han har skrevet bogen ’Narcocorrido – A Journey into the Music of Drugs, Guns and Guerillas’ om den særlige mexicanske musikgenre narcocorridos, der knytter musikere til narkobaronerne, og som spøger i skyggerne af de omkring 30 henrettelser af musikere, man har set i Mexico gennem de seneste syv år.
Rebeller i forbudstiden
»En corrido er en folkemusikalsk ballade formet som en fortælling. Det, som man tidligere kendte som skillingsviser, hvor gadesangere fortalte historier om farverige personer«, siger Elijah Wald.
Narcocorridos – som betyder narkoballader – handler specifikt om banditter, der fremstilles med begejstring, fortæller Elijah Wald, som påpeger, at Bertolt Brecht og Kurt Weills musikteaterstykke ’Laser og pjalter’ om Mack the Knife også er et godt eksempel på gadefortælleren, som besynger en kriminel hovedperson.
Det specielle ved den mexicanske variant er, at det også er en genre inden for moderne popmusik.
En narcocorrido har en valsende takt og lyder langtfra som den popmusik, man ellers kender til på globalt plan.
Sangene har også længere historier. Narcocorridos blev en del af den mexicanske smuglerkultur under forbudstiden i 1920’ernes USA.
Smugleri
Den amerikansk-mexicanske grænse var – og er – en påmindelse for mange mexicanere om landområder, de tabte til de amerikanske yankees, og derfor blev de dristige smuglere, der krydsede grænsen med pistoler i bæltet og sprut i sadeltaskerne, hyldet som helte.
Da alkoholen i 1933 igen blev lovlig nord for grænsen, fortsatte smuglerne, men skiftede over til opiater, marihuana og senere kokain.
Og sangerne med deres heltekvad fulgte med. Frem og tilbage over grænsen.
»Den mexicanske musikkultur og narcocorrido-sangerne udvikler sig på begge sider af grænsen. Et helt centralt band som Los Tigres del Norte var bosat i San Diego«, siger Elijah Wald.
Netop Los Tigres del Norte fik et stort gennembrud med 1974-sangen ’Contrabando Y Traición’ (’Smugling og forræderi’) om en kvindelig smugler, der slår sin elsker ihjel efter en succesrig tur til Los Angeles.
Det blev til en film og udbredte narcocorridos som popmusik. Men først tyve år senere kom manden, der gav genren dens mytiske skær i moderne forstand.
Gangsta rap for latinoer
I januar 1992 tikkede der et telegram ind på alverdens avisredaktioner om den i brede kredse ukendte sanger Rosalino ’Chalino’ Sanchez.
Under en koncert i Coachella, Californien, var en bevæbnet mand sprunget op på scenen og havde skudt Chalino i siden. Han svarede igen med at trække sin pistol og skyde tilbage, og, inden røgen havde lagt sig, var en blandt publikum dræbt og mindst fem andre sårede.
Med sin tynde, rå stemme og de usminkede fortællinger om narkosmuglernes desperado-liv i bjergene blev Chalino et idol blandt unge latinoer på undergrundsscenen i Los Angeles.
Han var emigreret til byen i 1977 og havde både været opvasker, bilsælger og coyote, menneskesmugler, hen over grænsen til Californien, før han under et fængselsophold i 1984 skrev sin første narcocorrido . Om sin bror, der netop var blevet dræbt i Tijuana.
»Rosalino ’Chalino’ Sanchez var den ægte vare. Chalino kom virkelig i den kriminelle underverden, han havde faktisk altid en pistol på sig, og han brugte den. Af alle de forskellige narcocorrido-sangere er han den mest autentiske. I en sådan grad, at selv folk i kriminelle kredse undgik ham«, fortæller Wald.
Allerede da Chalino åbnede ild på scenen i Coachella, var han højt elsket som Rey de los Corridos, kongen af balladerne.
Han var ikke en pomadedreng, der pyntede sig med rigdom som mange andre mexicanske stjerner. Han var en jævn mand, en sanger af folket, en, man kunne genkende sig selv i.
Og da han i maj 1992 blev fundet død i en vejside i den mexicanske delstat og narkohøjborg Sinaloa, skudt to gange i baghovedet, fik han samme heltestatus, som den myrdede amerikanske rapper Tupac Shakur opnåede nogle år senere.
Narkoballaderne kan ses som latinoernes svar på 1990’ernes gangsta rap. De skrydende sange på spansk blev et supplement til den tids dominerende hiphop.
»Det var meget almindeligt, at knægte fra Los Angeles rendte rundt og sagde, at deres favoritter både var Easy-E og Chalino«, fortæller Elijah Wald.
Ligesom med gangsta rap kunne de fleste dyrke spændingen i narcocorridos-historierne om biljagter og skyderi med samme distance som en film. Den store forskel var blot, at musikken er polka i stedet for hiphop.
Voldsbølgens musikofre
Chalino inspirerede andre sangere til at synge om narkobaroner og smuglere. Problemerne tog imidlertid en alvorlig drejning i 00’erne, da musikere kom i skudlinjen under narkokartellernes optrappede territorialkampe.
Den hårdkogte narcocorrido-sanger Valentin Elizalde fra Sinaloa gav i 2006 koncert på grænsen til et konkurrerende kartels område og spillede ’A Miss Enemigos’ (’Til mine fjender’), der i ugerne op til koncerten var blevet lagt på YouTube sammen med billeder af henrettede kartel-medlemmer.
Elizalde havde sandsynligvis ikke noget med YouTube-videoen at gøre, men han blev mejet ned i et bagholdsangreb på vej derfra.
Det sendte chokbølger gennem den mexicanske musikscene, og siden er flere musikere blevet inddraget i narkokrigen.
Selv en superstjerne som Sergio Gómez, der kunne fylde et fodboldstadion med fans og har en stjerne støbt ned i Las Vegas’ walk of fame-fortov, blev kidnappet efter en koncert og fundet stranguleret den næste dag.
En byge af bly
I takt med den galopperende kynisme i narkokrigen steg risikoen for musikerne.
Ikke mindst for dem, der ikke var blege for at tage den hårde tone på sig. Som narcocorrido-sangeren Sergio Vega, kaldet ’El Shaka’, der sang: »Jeg vil bede jer om en tjeneste/ fortalte Shaka sine folk/ Jeg skal have noget kokainpasta forarbejdet/ For det er dét kunden vil have/ Og hvis det ender med, at det regner og jeg bliver våd/ bliver du også våd«.
I gangster-terminologi betyder regn en byge af bly. Sergio Vega vidst godt, at han var i farezonen efter mordene på Elizalde og Gómez.
Han sørgede for livvagter og måtte afkræfte rygterne om sin død. I juni 2010 sagde han i et interview:
»Det har stået på i flere år nu. Nogen har fortalt en radiostation eller avis, at jeg er død eller er blevet overfaldet, og så må jeg ringe til min kære mor – der lider af dårligt hjerte – og forsikre hende om, at jeg stadig er i live«.
Kort tid efter den udtalelse blev han på vej til en koncert i Sinaloa-byen Angostura overhalet af en varevogn fuld af mænd med automatvåben.
De åbnede ild, tvang bilen i grøften og gik hen til passagersædet og skød Vega i hovedet. Der blev fundet 30 kugler i hans krop.
Narkopengenes spindelvæv
Det blev fatalt for Vega at synge narcocorridos, der glorificerede det ene kartel og hånede det andet.
Men mange af de andre dræbte musikere var ikke nødvendigvis kendte for at synge narkoballader. Sergio Goméz var banda-musiker, og bandet Kombo Kolombia, der blev fundet myrdet i forrige uge, spillede colombiansk folkemusik.
Alligevel har mange musikere på et – ofte tidligt – tidspunkt sunget en narcocorrido.
»Er du en ukendt og fattig musiker, er narcocorridos en hurtig måde at komme til penge på fra smuglere og narkobaroner. Du har brug for en sponsor, for du kan ikke ankomme til et spillested i Mexico og forvente, at de har forstærkere. Og den eneste reelle kilde til penge for mange af arbejderklassens musikere er narkokartellerne«, siger Elijah Wald.
LÆS OGSÅ 'Hanekyllingen' gjort tavs af narkogangstere
Det kan altså være aldeles lukrativt at synge og optræde til private fester for forfængelige gangsterbosser, men narcocorridos er så langtfra den eneste forbindelse mellem musikere og karteller.
Kombo Kolombia sang ikke narcocorridos, og mexicansk politi har ikke fundet noget motiv til, hvorfor de skulle henrettes.
Heller ikke Elijah Wald: »Det mest sandsynlige er jo, at de har haft en eller anden forbindelse til underverdenen. Det kan være alt muligt. Det kunne være deres lydmand. Eller det kunne være, at de engang lånte penge til at købe pænt tøj eller de første instrumenter hos en smugler«.
Indtil videre bliver de 17 lig i brønden tilføjet den ubegribeligt lange liste af dræbte under den mexicanske narkokrig. Og som så mange tusinde andre med tilføjelsen: ’uopklaret’.
fortsæt med at læse
