Et farvel til Bobby Womack: Det hårde liv var ridset i soul-legendens stemme

Comeback. Hjulpet tilbage af andre stod Bobby Womack sidste år på Orange Scene. Arkivfoto: Simon Fals
Comeback. Hjulpet tilbage af andre stod Bobby Womack sidste år på Orange Scene. Arkivfoto: Simon Fals
Lyt til artiklen

Da den triste oplysning om 70-årige Bobby Womacks død fredag 27. juni nåede offentligheden, reagerede nogle af hans nære venner i musikbranchen med det samme på Twitter.

Her skrev Ronnie Wood fra Rolling Stones: »Jeg er ked af at høre om min ven Bobby Womack. Manden, der kunne få dig til at græde, når han sang, har bragt tårerne op i mine øjne med sin bortgang«.

Soulsangeren og hitmageren Bobby Womack er død

Damon Albarn formulerede det sådan: »Jeg vil møde min bror i kirken«.

På festivaler i Belgien, Polen og England kunne publikum i timerne og døgnet efter Bobby Womacks død opleve tre af Roskilde Festivals hovednavne i år tilegne et nummer til den afdøde soulsanger, guitarist og sangskriver, der var en af de sidste og største fra generationen, der tegnede amerikansk souls gyldne epoke i 1960’erne og 1970’erne.

Stevie Wonder fortolkede Womacks ’If You Think You’re Lonely Now’. Damon Albarn hyldede ham fra scenen. Og Rolling Stones spillede ’It’s All Over Now’, som Bobby Womack skrev og selv indspillede i 1964, få uger inden Rolling Stones indspillede og udgav nummeret.

Den sang var Rolling Stones’ første hit i England.

Soulnutid med vægt bag

Sidste sommer var det Bobby Womack selv, der spillede på Orange Scene på Roskilde Festival.

Den fornemme placering skyldtes ikke udelukkende, at manden med den hårdt brugte baryton dengang i en alder af 69 år kunne se tilbage på en fortid som en af soul- og gospelmusikkens store kunstnere, der igennem en ujævn karriere præget af ustabil levevis havde samarbejdet med Elvis Presley, Sam Cooke, James Brown, Aretha Franklin, Jimi Hendrix, Janis Joplin og Wilson Pickett.

For nu bare at nævne nogle af de mange, Bobby Womack havde skrevet sange til og spillet for.

Womacks optræden på Roskilde i 2013 skyldtes i høj grad albummet ’The Bravest Man in the Universe’, som han indsang og fik udgivet i tæt samarbejde med Richard Russell og Damon Albarn, der havde skrevet alle numrene.

På ’The Bravest Man in the Universe’ eksisterer ikke soulnostalgi, men derimod soulnutid i kraft af både den elektroniske musikalske iscenesættelse, sangskrivningen og Womacks ærlige, erfaringstunge stemme i ’Please Forgive My Heart’: »I’m a liar, I’m in a dream, going my own way, nothing to rely on«.

Det er et refræn, Bobby Womack kunne synge med en vis vægt.

Turbulent livsstil

Kun 10 år gammel medvirkede han i 1954 for første gang på en pladeindspilning sammen med sine brødre.

Hans præstefar, Friendly Womack, havde samlet sin håndfuld sønner i et band, som i begyndelsen af 1960’erne blev opdaget af et af den tids store soulnavne, Sam Cooke. Under navnet The Valentinos opnåede de en vis succes, før Sam Cooke blev skudt på et motel i Los Angeles i 1967.

Efter Sam Cookes død prøvede Bobby Womack at påtage sig sin mentors rolle. Han nøjedes ikke med at efterligne ham som sanger og arve hans jakkesæt. Han giftede sig også med Cookes enke, Barbara, der havde en datter.

I 1976 jog Barbara Bobby Womack ud af hjemmet med et skydevåben i nakken, da hun fandt ud af, at han havde en affære med hendes datter. Datteren Linda blev i øvrigt senere gift med Bobby Womacks bror Curtis og dannede sammen med ham duoen Womack & Womack, der havde en vis succes i 1980’erne.

Bobby selv fik udgivet en række soloplader, der stadig står som nogle af 1970’ernes bedste. ’Communication’, ’Understanding’ og det funky soundtrack fra blaxploitationfilmen ’110th Street’ udkom alle i 1972.

Det bedste forude

Senere i samme årti fulgte blandt andet ’The Poet’. Efter skilsmissen fra Sam Cookes enke giftede han sig med Regina Banks, med hvem han fik en søn, der døde kun 4 måneder gammel. I 1988 tog hans søn fra hans første ægteskab sit eget liv.

Mens alt det hændte, var Womack på stoffer og godt i gang med at spolere sig selv på alle måder.

I 1990’erne blev han clean, men var uproduktiv i årevis, indtil Damon Albarn inviterede ham til at deltage i sit musikalske og visuelle projekt Gorillaz.

LÆS ANMELDELSE

Den store soulstemmes comebackalbum er fremragende

Bagefter fik Albarn overtalt Bobby Womack til at indspille soloalbummet ’The Bravest Man in the Universe’. På det tidspunkt led Womack af både sukkersyge, Alzheimers og kræft. Men han hentede alligevel kræfter til både at gå i studiet og turnere.

Begge dele var han stadig i gang med ved sin død.

Hans kommende album havde allerede fået en titel: ’The Best Is Yet to Come’.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her