Lørdag kl. 5:
»Weekenden startede faktisk allerede fredag nat. Vi skulle mødes i studiet klokken ni lørdag morgen, men klokken fem om natten fik jeg en besked fra Jens Ramon fra Figurines, der skulle producere pladen. Han skrev: »Dude, jeg ved, vi skal nå meget, men jeg har overhovedet ikke sovet endnu. Kan vi ikke mødes et par timer senere?«. Ingen af os sov på det tidspunkt. Vi var nok begge to ret nervøse over det, fordi vi vidste, hvor meget vi skulle nå. Så kan man jo slet ikke sove. Vi var synkront nervøse og besluttede os for at mødes lidt senere. Vi var bagud, før vi overhovedet var gået i gang«.
Lørdag kl. 11:
»Den første dag var den vildeste, for her indspillede vi både guitar og vokal. Men først brugte vi fire-fem timer på bare at stille mikrofoner op og lave lyd. Jens går på konservatoriet, og først var det planen, at vi skulle indspille derude. Men det udstyr, de havde, var for ringe. Vi havde brug for noget ordentligt gear. Men problemet var, at vi ikke rigtig havde nogen penge. Men Jens havde en forbindelse til et studie i Valby, Studio R, hvor vi kunne få det til en god pris. Vi havde nu kun råd til at være der i en weekend, men der havde de det, vi havde brug for: nogle supernice analoge maskiner fra 1970’erne, de rigtige mikrofoner, der er magen til dem, Beatles brugte. The real stuff! Og de dyre ting. Selv havde jeg to guitarer med, men ingen af dem var mine egne. Det er Jesper Lidang fra The Rumour Said Fires akustiske guitarer begge to. En Hummingbirdguitar og en Martin, som faktisk var den, han spillede ’The Balcony’ på«.
Dansk sangskriver leverer inderlig kærlighedskalligrafiLørdag kl. 15:
»Jeg begyndte med de sværeste sange for at få en sejrsfølelse, når jeg havde lavet en af dem færdig. Den allerførste sang var den, der hedder ’Your Birthday’. Den er megasvær. Jeg spillede den i TV 2 Lorry for nylig, hvor man kan se, hvor svær den er. Fingerspil er en vigtig del af mit udtryk, og på den her laver jeg noget meget tricky, hvor jeg bruger fem fingre. Det er lidt usædvanligt, for de fleste bruger kun tre. Det er en svær sang, fordi alle fem fingre er i gang, samtidig med at jeg skal synge. Det er svært for hjernen. Det er to følelser, der hele tiden kolliderer. Men hvis man først kommer ind i den rigtige tilstand og er koncentreret, varm og afslappet, så kan man spille for altid. Sådan føles det. Og den ramte vi der om eftermiddagen. Det var derfor, vi blev ved. Jeg troede ikke, vi ville nå mere end guitar og vokal på den weekend, vi havde studiet. Men vi var varme, og så skete det bare«.
Lørdag kl. 17.30:
»Bagefter indspillede vi titelnummeret ’Late Bloomer’. Den er også svær. Det er nærmest en fysisk præstation at spille den, og efter hvert forsøg måtte jeg have et kvarters pause. Den dyrker en monotoni, lidt som at stå og hoppe på stedet, men det er helt vildt hårdt, fordi den nærmest står helt stille. Men jeg kan godt lide at se på sange som en slags sportspræstation. Den fysiske kamp for at få musikken ud. Live ved jeg knap nok om jeg kan gennemføre den. Sangen varer seks minutter, og hvis du kokser, så er det forfra. Da vi indspillede det take, vi endte med at bruge, kom der faktisk to dudes fra Young Dinosaur (dansk rockband, red.) forbi for at sige hej, fordi Jens’ lillebror er med i bandet. De stod inde i indspilningsboksen og vinkede til mig, imens jeg var fire minutter inde i et take, jeg var virkelig glad for. Jeg spillede ikke forkert, men man kan høre, at der sker en ændring i min stemme der omkring på den endelige version. Herefter fortsatte vi med resten af sangene til ud på natten. Vi fik lidt aftensmad på et tidspunkt, men jeg kan slet ikke huske hvad«.
Søndag kl. 3:
»Der er ti sange på pladen, men den sidste er kun med klaver, så vi fik lavet i alt ni sange på små 12 timer. Vi tog en taxa hjem, og jeg havde det virkelig mærkeligt. Jeg var helt følelseskold og gik en tur rundt om blokken i det lejlighedskompleks, jeg boede i på Nørrebro på det tidspunkt. Jeg kunne slet ikke huske, hvad vi havde lavet. Jeg tænkte, at alt var forkert, fordi det var gået så hurtigt, og jeg fik en masse pludselige indskydelser til ting, jeg ville lave om, og tekster, der skulle skrives om. Jeg gik i seng klokken fire«.
Følsom sangskriver blotter sig mere på sit andet forårsalbumSøndag kl. 10:
»Jeg vågnede klokken ni om morgenen og tog ud i studiet, hvor jeg mødtes med Jens klokken 10. Han var i megagodt humør, mens jeg var sikker på, det hele var forkert. Men Jens havde rundstykker med og lavede kaffe. Vi lyttede det hele igennem, og jeg måtte erkende, at min tvivl blev manet i jorden. Det var, som om mine følelser vendte tilbage«.
Søndag kl. 11:
»Vi brugte dagen på at indspille klaver, hvilket var ret tricky, da jeg spiller ret skidt klaver. Eller: Jeg spiller klaver som en dygtig 11-årig ... Stemningen var lidt krampagtig. Igen gik der tre timer med, at Jens stillede op. Imens sad jeg og læste Marguerite Duras’ ’Elskeren’. Jeg gik også nogle ture udenfor, hvor det var sindssygt koldt. Jeg er ikke så interesseret i mikrofoner eller i studiet i det hele taget. Jeg tror, det er en af grundene til, at pladen blev til på denne måde. Jeg bliver ikke særlig tændt af at være i et studie. Jeg kan godt høre, at det lyder ret nice med alt det fede udstyr, vi brugte, og jeg har da også haft nogle visioner for, hvad der skulle ske, men jeg synes bare ikke, det at være i studiet er særlig fedt. Nogle bands er jo i studiet i et halvt år! Men jeg er bange for at blive sådan en kedelig rytmisk musiker, der kun vil snakke om gear og effekter. Sådan bliver folk jo. Så for mig er det en form for overlevelsesteknik. Jeg skriver mine sange over lang tid og indspiller dem på kort tid. ’Secret Armor’ (The New Springs andet album, red.) blev indspillet på fem dage. Det er sådan, jeg bedst kan lide at arbejde«.
Søndag kl. 14:
»Endelig er vi kommet i gang med at indspille klaveret. Men efter tre-fire sange blev vi lidt overmodige, fordi det gik godt. Vi slappede mere af og tog den lidt med ro«.
Søndag kl. 20:
»Ud på aftenen begyndte vi at drikke nogle øl, og vi bestilte sushi, fordi vi skulle have det lidt godt. Jens satte nogle plader på, hvilket egentlig var lidt irriterende, fordi man jo sidder et sted, hvor man nærmest kan regne ud, hvor meget det koster at være der i timen. Men han syntes ikke, det skulle være så seriøst længere, og det syntes jeg egentlig heller ikke. Så vi hørte Donovan fra en periode, hvor han forsøgte sig som popsanger. Det er egentlig ikke specielt godt, men som fænomen er det interessant med denne folk-persona, der forsøger at komme ud af den rolle. Det bliver sikkert også en patetisk ting, jeg skal igennem på et tidspunkt«.
De små pladeselskaber har indtaget hitlisterneSøndag kl. 23:
»Det var ved at blive sent, og vi var stadig kun cirka halvvejs med klaveret. Vi følte os nok lidt for sikre i forhold til, hvor langt vi egentlig var. Til gengæld havde vi hygget os, og stemningen var varm og god. Men de sidste klaverting var svære, og de sidste timer var virkelig hårde«.
Mandag kl. 6:
»De sidste timer fra fire til seks hørte vi plader igen. Men så var vi færdige. Den sidste sang, vi indspillede, var sidste sang på pladen. Den hedder ’The Japanese Bridge’, og der er sådan noget nærmest folkeskoleagtigt klaver på. Det var en rar måde at slutte af på. Jeg tror, man overordnet set har vænnet sig til narrativet om albummet som en slags lidelseshistorie. Der er selvfølgelig lidt lidelse i min fortælling, men ikke særlig meget. For det meste havde jeg det jo bare sjovt, da jeg skrev sangene. Men lidelsesprocessen i forbindelse med tilblivelsen af en plade er man jo nærmest vokset op med. Om de store bands, der kommer med en plade hvert fjerde år som en stor kunstnerisk udladning. Kashmir-filmen ’Rocket Brothers’ (om Kasper Eistrups skriveblokering, red.) forklarer alt det, jeg gerne vil væk fra. Man står i et megafedt studie med alle midler til rådighed, men man kan ingenting. Det er jo forfærdeligt. Det er ikke, fordi det skal være ureflekteret. Der var en, der spurgte mig, om det var, fordi det bare skulle overstås. Kunst er jo ikke noget, der bare skal overstås. Det er bare en måde at holde projektet i live på for mig«.
fortsæt med at læse
