Roskilde ligger ikke så langt fra Rødovre, hvis man måler det i kilometer. Men mentalt var der tale om en lang rejse for Rikke Øxner, da hun i 1984 tog fra forstad til festival og tilbage igen. Undervejs blev hun voksen på fire dage og fandt en retning for sit liv. Til gengæld kunne den 19-årige kvinde stort set ikke huske musikken, da hun kom hjem fra sin første weekend på Roskilde. Nå, jo, de første toner, hun hørte fra festivalens store højttalere, var Tøsedrengenes. Deres bløde pop skvulpede dovent hen over campingpladsen inde fra den store Orange Scene, hvor lyden blev prøvet af, mens Rikke og de andre nybagte studenter fra Rødovre slog teltpløkkerne i. Det rystede man ret heftigt på hovedet af i den unge lejr. Men snart druknede sangerinden Anne Dorte Michelsen i forventningerne, stumper af melodier og halve sætninger på fremmede sprog. Væk var enhver følelse af pop og konformitet. At det her blev berusende vildt, var Rikke ikke et sekund i tvivl om. Til koncerter med den venstreorienterede familie Hun havde ellers været til store koncerter før. Lige så længe, hun kunne mindes, havde hendes venstreorienterede forældre smækket hende og lillebror Jacob bag på cyklen og kørt fra rækkehuset i Rødovre til levende musik i de københavnske parker. Kernefamilien havde også fælles pladesamling inde i stuen, så Rikke var godt opdraget og parat. I ugevis havde hun sammen med vennerne fra Rødovre Statsskole taget fri fra eksamenslæsning og forberedt det første fælles besøg på Dyrskuepladsen nede i Roskilde. Rikke havde set en bluse i et modeblad, den var fra Milano og smuk med firkanter, der vævede sig ind i hinanden i et asymmetrisk mønster. Hjemme i rækkehuset havde hun farvet sin egen sweatshirt efter det italienske forbillede i grønne og turkis nuancer. Med den på sammen med hvide shorts og gummisko var Rikke klar til at lufte sin permanentede frisure på Roskilde. Grædefærdig efter første festival Og både håret og pigen under det blev luftet. Festivalen var den ultimative glæde. Også selv om Rikke senere ikke erindrede, hvem der spillede. Jo, ham den gamle Lou Reed. Han fremstod som en sur og indadvendt mand, der ikke rigtig gjorde noget for at komme ind i hendes boble af lykke. Da flokken søndag aften fandt en »lortebus«, der kørte hjem til Rødovre , sad en grædefærdig Rikke Øxner med en følelse af, at livet stoppede lige her. Hele teltlejren endte på et værtshus i forstaden for at drukne sorgen, fortælle om deres store oplevelser og holde ånden fra festivalen flydende. Rikke Øxner var for første gang stået af i Roskilde, og det stoppested kom til at ændre retningen for resten af hendes liv. At vejen frem ikke nødvendigvis bestod af at finde sig en mand, købe et hus og få et barn med ham, stod lysende klart for Rikke i suset fra Dyrskuepladsen. Sommerkjolens triumf Ikke at man kunne mærke indflydelsen fra Roskilde lige med det samme. Jo, jo, Rikke begyndte at gå til mange koncerter »inde i byen«. Men hun fik også gymnasiet skiftet ud med den højskole, der blev til et forsøg på at blive designer. Men Rikke kunne ikke tegne, så kursuslederen opfordrede hende til at forfølge det boglige. Det gjorde hun så. Dansk og massekommunikation på Københavns Universitet blandt nogle kedsommelige stræbertyper var vel det, man skulle, når man nu elskede bøger og fandt medierne fascinerende. Heldigvis var der rocken og de vilde åndehuller, Barbue, Ungdomshuset, Saltlageret, hvor Rikke Øxner lod energien blæse hoved tomt for akademiske teorier og abstraktioner. Det her var hud og hår, krop og sjæl, nu og her. Den anden vej. Den, der ledte ud og væk fra den småborgerlige kurs og ind i nogle helt andre sociale kredse. Som led i sin uddannelse skulle hun i praktik i et halvt år midt i 1990’erne, og for en garvet koncertgæst var det oplagt at se musikbranchen fra den anden side. Rikke søgte plads på Venue, en vinterturne Roskilde Festival sendte rundt på mindre spillesteder. Jobsamtalen var med selveste Leif Skov, Roskildes leder og talsmand. Selv om hun undrede sig over, at denne mægtige mand havde et så lille kontor i festivalens barakagtige huse på Havsteensvej i Roskilde, mærkede hun straks, at der var så megen respekt omkring Skov, at det næsten lignede frygt. Men overfor hende var han åben og ligetil, selv om hun ikke helt forstod, hvad alle de spørgsmål skulle til for. Hun ville jo trods alt bare være ulønnet praktikant. Sladder om affære Men på den anden side af bordet havde Leif Skov endelig fundet en person der, i lighed med ham selv, nærede en glødende passion for musik og samtidig kunne få ting til at ske. Og så var hun i øvrigt en præsentabel (om end farvet) blondine. Leif Skov undlod derfor at hyre en praktikant den dag. Men nogle uger senere fik han Rikke Øxner overtalt til at arbejde sammen med ham om at booke musikken. Mange år senere spurgte hun ham, hvorfor han tog chancen med hende, et helt ubeskrevet blad i musikbranchen. Svaret lød i sin fulde længde: »Fordi du havde en pæn sommerkjole på den dag«. Med den samme bramfri tone mellem sig arbejdede Leif Skov og Rikke Øxner tæt sammen de næste syv år, på lange rejser og med arbejdsuger, der ofte sneg sig op på 70-80 timer. Først da samarbejdet var ophørt, opfangede Rikke til sin store undren noget sladder om, at de også havde en affære. Et underligt rygte, næret af snæversyn, mente hun, der hende sit liv har haft mange intense og nære venskaber med mænd. Og det var nu engang nødvendigt med tæt teamarbejde på Roskilde. Når man gerne vil være på forkant med den musikalske udvikling, skal de nye navne og talenter indimellem opspores og høres på fjerne kontinenter. Bagefter følger den lange, håbefulde ventetid på den endelige bekræftelse af hver aftale, der skal væves ind i sommerens store lydtæppe af rock, rap, reggae og meget andet. Festival er benhård forretning Udefra kan jobbet ligne én lang fest af hverdage for fuld musik og boblende champagne. Men i virkeligheden går det ud på at arrangere en fest for andre, ikke selv at deltage i den. Festival er også en benhård forretning, hvor man knokler med jura, praktik og økonomi i indviklede kontrakter. Akkuratessen er vigtig, for et forkert anbragt bogstav på plakaten i et af de mere specielle bandnavne er nok til at udløse vrede og ballade med musikere og managere, der kan tilføje nye dimensioner til begrebet hysterisk. Rikke indså, at man indimellem må være rigtig skrap og stille store krav til de ansatte. Heldigvis en rolle, der faldt hende naturligt, og hun blev snart en slags storesøster for familien festival. Hendes turban var unægtelig blevet truffet af den berømte appelsin, men det var godt nok en krævende frugt. Roskilde Festival krævede Rikkes fulde opmærksomhed og var langt mere end et arbejde. Hun overvejede med sin daværende kæreste at få børn, men slog fast, at barnet nødvendigvis måtte fødes i november, for så kunne hun være klar igen til næste sommers festival. Inden det kom så vidt, var forholdet forbi. Rikke Øxner var først og fremmest kæreste med den festival, hun havde været forelsket i siden 1984. Men også den kærlighed krævede sine ofre. Hvis hun ikke vidste, hvor hårde de kunne være, så fandt hun ud af det fredag 30. juni 2000. »Der er otte døde« Det var koldt i midnatstimen. En isnende støvregn gjorde sit til at formørke fredagen, men Rikke Øxner var glad. Efter en lang dag på kontoret, var hun endelig sluppet ud på et af sine sjældne frikvarterer for at opleve musikken og den stemning, hun havde brugt endnu et arbejdsår på at skabe. På vej tilbage fra en koncert i et af teltene købte hun en sandwich og begav sig mod Orange Scene, hvor britiske The Cure skulle være i gang med deres koncert. Det var de ikke. Scenen stod tom og lyste ud i natten som en advarselslampe. I kommandocentralen bag den store scene trak en kollega hende til side og fortalte, at fem mennesker havde mistet livet under koncerten med Pearl Jam. Fra det sekund var resten af natten lige så uvirkelig som en horrorfilm uden slutning for hende. Få sekunder efter kom den normalt så solide Leif Skov vaklende ind. Han havde været på scenen for at tale til publikum og modtaget nye informationer på vej tilbage. Han gik direkte over og tog om Rikke. Inde i omfavnelsen kunne hun mærke, hvordan hans store krop rystede ukontrolleret. Så hviskede han hende i øret: »Der er otte døde«. Mens Leif Skov i timerne efter gik i gang med at forsøge at redde sin festival, forsøgte Rikke Øxner at styre det musikprogram, som nu forekom ligegyldigt. For hende mistede begrebet festival sin uskyld den nat. Noget, som indtil da havde været entydigt godt, var pludseligt forbundet med død og sorg. Alligevel valgte noget inden i hende bare at arbejde videre i stedet for at give slip. Måske fordi hun som alle omkring hende blev voksne den aften. I de næste tre døgn sov Rikke ikke, men da hun endelig tog hjem med sin sorg og udmattelse, vidste hun, at en ny ansvarlighed spirede. Tragedien i 2000 endte med at koste ni unge mænd livet. For Rikke havde festivalen fået en ubærlig plet, der aldrig ville gå væk. Men det var ikke det samme, som at festivalen skulle lukkes. Arrangementet og dets deltagere måtte kæmpe sig op af et sort hul, som andre udenfor helst ville begrave festivalen i. Til sidst var Leif Skov, der måtte tage den store tur med den massive kritik i medierne og alene rejse hjem til alle de dødes familier, slidt op. Søndag 10. marts 2002 stod Rikke Øxner og Leif Skov på Københavns Hovedbanegård og sagde farvel til hinanden. De havde været på endnu en musikkonference, denne gang i London. Rikke Øxner havde ikke bemærket noget usædvanligt ved sin chef. Han var træt og foretrak at arbejde på hotellet lørdag aften frem for at deltage i konferencens gallamiddag, men det var ikke så usædvanligt. Måske var han bare ikke i humør til overfladisk snak den aften. »Vi ses i morgen« I hvert fald virkede han o.k., da de søndag aften var hjemme i København igen og skiltes på Hovedbanegården ved midnatstide. »Vi ses i morgen, når jeg lige har været til møde i bestyrelsen«, lovede Leif Skov og trissede ned til sit tog mod Roskilde. Men Leif Skov kom aldrig mere tilbage. Næste dag var det tværtimod meddirektøren, Henrik Rasmussen, der kaldte medarbejdere sammen i de barakagtige kontorer på Havsteensvej ved Dyrskuepladsen. Og leverede den overraskende nyhed. Leif Skov, hvis sans for organisation, humanisme og sort humor sivede gennem alle lagene i festivalen, helt ned til farverne på publikums armbånd, havde definitivt klippet sit eget bånd. Rorgængeren var gået planken ud. I vished om, at han ikke kunne gøre mere for det fartøj, han havde brugt det meste af sit liv til at sejle med. Og i tillid til, at andre var klar til at tage over og føre dette års stort set færdigt planlagte festival i havn. Stod uden mentor Som de andre var Rikke Øxner chokeret. Hendes mentor og chef var væk. Hun var pludselig helt alene. Og han havde ikke engang sagt noget til hende om sin beslutning. Bagefter kom Henrik Rasmussen over til Rikke, klappede hende på skulderen og sagde, at hun med øjeblikkelig virkning overtog ansvaret for den musik, der tre måneder senere skulle fylde festivalen. »Er du bange nu?«, spurgte Henrik Rasmussen sin nye musikchef. Det var hun egentlig ikke, bare lidt rystet, men stadig sig selv. Men i den følelse, opdagede hun, gemte der sig både en stor udfordring og frihed. I ugerne efter Leif Skov havde forladt sin post, ringede han flere gange til Rikke. Han ville lige sige, hvordan hun skulle gøre det ene eller det andet. Og at hun lige skulle huske dit og dat. Hun vidste, han ringede i den bedste mening. Men det føltes som et stort pres at høre hans stemme og de venlige direktiver. Til sidst måtte hun sige fra: »Du har lært mig alt, men nu må du have tillid til, at jeg kan klare det selv«. Det føltes som at begå faderdrab, men det hjalp dem begge. Leif Skov gav slip, og når de to mødes i dag, er det altid et glædeligt gensyn. Med punk tilbage til 80’erne Roskilde Festival var rystet, men kun et øjeblik. Systemerne kørte, andre tog over, og nye energier blev frigjort. Først og fremmest var arrangementet og de ansatte præget af en ny åbenhed med direkte kommunikation med både publikum og kritikere. Hvoraf nogle højlydt og oven i købet i radioen sagde, at man da ikke kunne sætte ’en kælling’ til at arrangere en rockfestival. Men det kunne man. ’Kællingen’ lærte at smile af den kritik, der også i år har været benhård, Ikke desto mindre fremstår Roskilde Festival ’07 på forhånd som en succes, som for længst har meldt alt udsolgt. Skulle der alligevel falde flere knubbede ord, når musikken dør ud, og stilheden sænker sig over Dyrskuepladsen sent næste søndag, kender Rikke Øxner de forløsende ord for en arrangør: Vi får chancen til at gøre det bedre igen næste år ... Rikke Øxner var en af dem, der greb udfordringen og friheden, da Leif Skov gik af. Hun er ikke længere alene. Som musikansvarlig for Roskilde Festival har hun etableret sin egen musikgruppe med fem fastansatte medarbejdere. Med indspark og ideer fra frivillige eksperter fra alle tænkelige musikalske miljøer har gruppen i år brugt 28 millioner kroner på at komponere den kakofoniske symfoni af 180 bands, der spiller højt på Dyrskuepladsen næste weekend. Inden musikken slipper sine vilde hestekræfter løs, sidder Rikke Øxner i sit lille køkken på 4. sal med udsigt over Vesterbros gårde og tage. Lejlighedens 187 kvadratmeter bærer præg af en planlagt ombygning, der ikke er blevet helt færdig. Rikke Øxner deler bolig med sin lillebror, Jacob, hvis mountainbikes er hængt op på væggene. Møblerne er stablet op, men der er orden og system over de mange hyldemeter med Rikke Øxners passioner: stilethøje sko, bøger og musik. Plader og cd’er, der har inspireret, trøstet og henført Rikke Øxner. Måske ikke et gennemsnitligt liv for en kvinde på 42 år. Men Rikke Øxners varmt perlende latter lyder ofte, når hun fortæller om vejen hertil. Evige teenagere »For mig handler det at være voksen, om at turde træffe nogle valg og så stå ved dem. Selv om de ikke kun har positive konsekvenser for ens liv. Ud fra den definition er jeg meget voksen i professionel sammenhæng, mens jeg mere hæger om min indre teenager i privatlivet. Jeg kan godt lide at bilde mig ind, at det vil lykkes for mig at kombinere de to sider resten af livet. Nu fik jeg aldrig et barn, hvilket jeg ikke begiver mig af med at fortryde. Det bliver man bare bitter af. Jeg tvivler på, at jeg var blevet Hausfrau uden behov for at gå til koncert, selv om jeg havde valgt en anden beskæftigelse«. Ud kommer hun, som regel flere gange om ugen. Som i maj, hvor der var støttekoncert for bevægelsen for et Ungdomshus på Christiania. Den aften kunne man se Rikke Øxner og hendes bror løbe ned fra deres fjerde sal på Vesterbro med forventninger, hvis højde matchede promillen i blodet. De skulle blandt andet høre det gendannede punkband, City-X, som søskendeparret også dyrkede i starten af 80’erne. »På vej ned ad trappen kom jeg til at grine, for der var vi virkelig de evige teenagere. Men vi er ikke alene. For man møder ofte nogle af de gamle til koncerter og endda i vores teltlejr på festivalen, når de har fået fri fra børn og familie. Det ligger måske til min generation, at vi gerne vil holde fast i noget af det sjove fra ungdommen og blive ved at få nye oplevelser. Jeg er nok på mange måder en fastholder af lange forhold til venner, min lillebror og for eksempel mit arbejde«. Men kan man holde fast i sin rolle som den, der vælger musik til 17-årige, når man snart har sølvbryllup på Roskilde? »Jeg er selv vokset fra målgruppen. Men så længe jeg ikke selv føler, at jeg er en del af en musik eller et univers, som jeg ikke forstår eller har lyst til at være en del af, har jeg ingen problemer med min alder. Men hvis jeg stagnerer, håber jeg, at nogen siger det til mig«. Religiøs i egen sovepose Når musikken i næste weekend toner frem, vil Rikke Øxner sidde lettere anspændt i sit hvide festivaltøj – så føler man sig ikke så fedtet og støvet – i hovedkvarteret ved Orange Scene. Mens alle andre fyrer den af, vil hun være bundet til sin skurvogn for at overvåge og sikre, at alle de mange musikere når frem, er glade og faktisk får spillet. Med arbejdet og de brudstykker af festivalens lyde, der når ind til skurvognen, i sit trætte hoved, vil hun ud på natten tage sin sovepose under armen og gå sin rituelle tur hen over festivalpladsen. Videre ud på campingpladsen med kurs mod den lejr, hvor hun har tilbragt nætterne siden sin første festival dengang i 1984. Lejren er blevet presset længere væk fra selve festivalpladsen, og næsten alle andre campister er blevet skiftet ud undervejs. Ellers er der ikke den store forskel på nu og dengang. Ud over at Rikke Øxner sover ved siden af en altid tændt mobiltelefon. »Det er ikke et flip med absolut at ville være solidarisk med festivalens øvrige deltagere, eller fordi jeg er vild med hverken teltliv eller camping normalt. Men når jeg ligger der, og lydene summer ind gennem teltdugen, kan jeg stadig på en gang være til stede og forsvinde helt ind i festivalen. Det er det rigeste og roligste øjeblik på et år for mig. Jeg tror, at jeg bliver en lille smule religiøs torsdag nat i det telt hvert år på Roskilde«.

Tag med iBYEN.dk på RoskildeLæs alt om festivalen her