Benhård. Nok har Steve Albini (forrest) fået slebet nogle kanter af med årene, men Shellac kan stadig slå fra sig.
Foto: Ditte Valente

Benhård. Nok har Steve Albini (forrest) fået slebet nogle kanter af med årene, men Shellac kan stadig slå fra sig.

Musik

Amerikansk kultband sparkede liv i sin egen myte på Jazzhouse

Shellac leverede en solid koncert i kølvandet på en lidt lunken ny plade.

Musik

Det er bare et gæt. Men jeg tror, Steve Albini, frontmand i Shellac og manden, der over en fire sider lang fax tilbage i 1992 overtalte Nirvana til at lade ham producere opfølgeren til gigantsuccesen ’Nevermind’ efter egne principper, inklusive samme hyre, som man ville betale en blikkenslager, ville flå sine øjenæbler ud, hvis han så den reklame for Hi-Fi Klubben, der for tiden vises i danske biografer.

Her anholdes helt almindelige mennesker under stort politiopbud for den forseelse, det åbenbart er at lytte til virkelig god musik på billige højttalere forklædt som eksempelvis en badeand.

For som Albini sagde til den artist talk, der fandt sted på Hovedbiblioteket inden torsdag aftens koncert med Shellac på Jazzhouse, så er en fantastisk Led Zeppelin-sang stadig fantastisk, selv om du hører den på en gammel transistorradio eller igennem en væg fra værelset ved siden af.

Energien frem for alt

»Jeg gør mig stadig umage med lyden«, forsikrede den 52-årige amerikaner, der trods sit årelange virke som producer stædigt insisterer på at kalde sig selv for lydtekniker.

Men han gjorde det samtidig også klart, at det, der batter for ham, er energien. Det at man vitterlig kan mærke viljen bag musikken. Og det kunne man i høj grad, da Albinis eget band, Shellac, gæstede Jazzhouse torsdag aften.

I bedste Albini-stil spiller Shellac hård, kantet rockmusik med lige så mange ornamenter, som der er på en mursten. Det er den fede rock spillet uden ét gram overflødigt fedt på sin senede krop, og selv om Albini på Hovedbiblioteket beviste, at han med årene har fået slebet nogle af sine kanter af, var der en tilpas uforsonlig vildskab over lyden af Shellac på i Jazzhouse.

En parentes

Med sig i bagagen havde bandet deres femte studiealbum, der bærer titlen ’Dude Incredible’, hvilket må siges at være lidt af en overdrivelse.

Uden på nogen måde at være noget dårligt album er ’Dude Incredible’ nærmere lidt af en parentes.

Der er egentlig fornøjeligt nok inden for de to klammer, men den uhøjtidelige øvelokalestemning bliver lovlig tung i spyttet på en sang som ’Riding Bikes’, der mest af alt indbyder til at få stukket en kæp i hjulet, ligesom det udknaldede Monty Python-agtige herrekor, der indleder ’All The Surveyors’, med fordel kunne være blevet på tegnebrættet.

Til ingens overraskelse lyder pladen imidlertid præcis, som den skal. Rå, kantet og tilpas uimponeret på den klassiske Albini-facon, der slår fast, at han går så meget op i den gode lyd, at han foretrækker at gøre så lidt som muligt ved den.

Veloplagt lukker

Det samme gjorde sig gældende på scenen i Jazzhouse, hvor de nye numre stod noget stærkere end på pladen.

Som da en muskuløs version af ’You Came In Me’ gled over i en eminent rablende ’Prayer To God’, der lige fik en Albini-monolog om pizza, sofa og bløde benklæder med oven i hatten, som en slags bevis på, at i hvert fald noget af den fordums indædte sarkasme er gået fløjten til fordel for en mere blødsøden far-humor.

Kun en lidt kedsommelig udgave af ’The End of Radio’ med en improviseret passage om at spise svampe med store hovedtelefoner på truede med at suge den resterende energi ud af koncerten, inden en veloplagt ’Watch Song’ lagde låg på aftenen med et hidsigt, metallisk brag, der var en ægte Albini-produktion værdig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden