Her er en scene:
Du har lige afsluttet første del af en fantastisk date, og du har haft held til at lokke den udvalgte med op i lejligheden. Nu tonser hormonerne rundt, rødvinen er trukket op, og du er klar til at rykke ind på byttet.
»Sætter du ikke noget musik på først?«, spørger den kælne.
Du rejser dig fra sofaen, skanner cd-samlingen (thi du er oldschool) og finder lige den, du leder efter: Nickelback. ’All the Right Reasons’. Med dit yndlingscover. Hvor amerikanerdrønet hamrer af sted med solnedgangen i baggrunden.
Du sætter skiven på, vender dig om ...
Kun for at blive mødt med et ’nå-men-så-smutter-jeg-da-for-evigt-din-båtnakke’-blik henne fra døren, der snart lukker i med et nådesløst smæk.
Scenariet er ikke så urealistisk, som du måske tror. For da musikdatingsitet Tastebuds sidste år bad sine brugere om at vælge den kunstner, der hurtigst kan slukke ethvert tillløb til romantik, røg Nickelback ind på en suveræn førsteplads - hos både kvinder og mænd.
Nickelback har oplevet at blive stenet af scenen under en koncert i Portugal, som forsanger Chad Kroeger valgte at afbryde.
Vrede sportsfans har forsøgt at stoppe bandet fra at optræde som pauseunderholdning i såvel den nordamerikanske ishockeyliga, NHL, som footballligaen NFL.
Og folk, der ikke orker at læse om Nickelback på nettet, kan installere Nickelblock (eksternt link). Men vent lige, til du har læst artiklen her færdig, tak.
Hvorfor er rockbandet fra den canadiske Alberta-provins egentlig så u-elskede?
Politikens musikredaktør Pernille Jensen har dette bud:
»Nickelback er rockens svar på ’Fifty Shades of Grey’ - de er hårde, men på en blød måde. De har samtidig noget ret frelst over sig, som jeg tror, rigtig mange lyttere tænder totalt af på«.
»Deres tekster kan godt virke ret patetiske. De har fx en sang (’If Everyone Cared’, red), hvor de synger om en dag, hvor ingen mennesker på jorden døde. ’If everyone cared and nobody cried / If everyone loved and nobody lied’ - det bliver simpelthen for blåøjet for mig, men jeg er sikker på, at det samtidig også rammer rigtig mange«.
Hvordan ser en typisk Nickelback-fan ud?
»Jeg ved det faktisk ikke, men Nickelbacks fanskare er sikkert bredere, end man skulle tro. Det er i hvert fald folk, der holder af en storladen rocksang og ikke har problemer med, at teksterne bliver lidt corny. Og dem er der mange af«, siger Pernille Jensen.
Billetter blev flået væk
Og noget kan tyde på, at hun har ret. For når Nickelback går på scenen tirsdag aften, sker det i en totalt udsolgt Falconer Salen.
De 3.000 billetter til koncerten blev udsolgt på blot fem timer, oplyser koncertarrangøren LiveNation.
Hvis man svipper en tur rundt på verdens vide web, står det hurtigt klart, at man groft kan inddele netbrugere i fire typer:
1) Dem, der ikke kender Nickelback. 2) Dem, der godt kan lide Nickelback, men som ikke taler højt om det. 3) Dem, der hader Nickelback. 4) Dem, der VIRKELIG hader Nickelback.
Radiovært og musikekspert Dan Rachlin har også bidt mærke i trenden.
»Min forklaring må være, at bandet godt nok slog igennem i starten af det nye årtusinde, men i deres stil, udseende og lyd er de ganske meget pompøse, senhalvfemsereragtige, nærmest firseragtige. Og i rockkredse tillader man ikke ret mange andre end Stones og Aerosmith at have denne ’oppustethed’«.
»Nickelback og ikke mindst Chad Kroeger kører den lidende, sårede stil med pompøse tekster og numre«, siger Dan Rachlin.
Han mener, det især er selvhøjtideligheden og forsøget på at »ligne rigtige rockmusikere uden at være det«, der trigger folk ved Nickelback.
»De er for sunde, for velovervejede og for strukturerede til at være rockmusikere på den ’rigtige måde’, og det finder nogle morsomt og ikke troværdigt«, mener Rachlin.
Men i virkeligheden stikker hadet ikke så dybt, tror en canadisk professor.
»Det er et meme, en slags popkulturel influenza. En eller anden et eller andet sted sagde: ’Nickelback stinker’, og det var sjovt, og så byggede alle ovenpå, uanset om de var enige eller ej«, sagde Robert Belton fra universitetet i British Columbia til avisen The Globe and Mail sidste år.
Ikke ligefrem anmelderdarlings
Flere danske medier skrev for nylig historien om Chad Kroegers forlovelse med landsmanden og musikerkollegaen Avril Lavigne.
Men når det drejer sig om de mere musiske aspekter ved Nickelback-drengene, leder man stort set forgæves efter plade- og koncertanmeldelser i dette lands medier. Seneste Politiken-anmeldelse af en Nickelback-plade er således fra 2002:
Alligevel er hele syv danske medier akkrediteret til koncerten i Falconer Salen.
»Alene det, at de er blevet kåret som verdens dårligste rockorkester og er kendt for at hælde tequilashots på publikum i stedet for vand, gør det jo interessant«, som Berlingske-anmelderen Lars Rix formulerer det.
Hvad publikum mere specifikt kan forvente af koncerten ved musikmagasinet Gaffas anmelder Rune Leander-Mikkelsen, der var på plads, da Nickelback spillede for 30.000 fans i Vancouver for et par år siden.
»Stereotypen på en canadisk Nickelback-fan er en Budweiser-drikkende hick, der kører pickup-truck og ser amerikansk fodbold, mens damerne er klædt ud som til en Bon Jovi-koncert i 1980’erne. Nogle af dem smider deres bh op på scenen, som Chad Kroeger så binder fast til mikrofonstativet«.
»Dog er dette billede en simplificering af både publikum og Chad Kroeger, for i virkeligheden er det alle typer mennesker, der kommer til deres koncerter. Og de får en god, solid rockkoncert med fyrværkeri, bål og brand. Chad Kroeger er en showmand, og koncerterne er virkelig underholdende«, fortæller Rune Leander-Mikkelsen.
Gaffa-anmelderen har også et bud på, hvorfor Nickelback er et band, man ikke taler højt om at kunne lide:
»Som musikelsker vil man gerne kunne sige, at man kan spotte kvalitet og dybde. Chad Kroeger er en fyr, der laver singalong-musik, drikker øl, kører i dyre biler og tidligere har haft et stort forbrug af kvinder. At indrømme at man kan lide det, vil være det samme som at indrømme, at man ikke sætter pris på kvalitet i musik«.
Nå. Men denne artikels skribent kan altså godt lide Nickelback. Men taler ikke højt om det. Så ved du det. God koncert, Frederiksberg!
fortsæt med at læse
