Det har været et godt år for nostalgikerne med et overvældende antal af markante comebackalbum.
I 2012 fandt harmonipensionisterne Beach Boys sammen i deres oprindelige besætning, Van Halen fik efter 28 år David Lee Roth tilbage som forsanger, i mindre målestok brød Garbage syv års albumtavshed, og No Doubt udgav det første album i 11 år, mens new wave-veteranerne i Ultravox også genoplivede deres klassiske besætning efter 28 år og samtidig afsluttede 18 års albumpause.
LÆS OGSÅ Metalgiganter løser ikke kreativ krise
For bare at nævne et par stykker.
Aerosmith knirker
Desværre fulgte kvaliteten ikke med kvantiteten. De fleste comeback har været præget af middelmådige referencer tilbage til en anden tid og har altså mere prikket til sentimentaliteten end ramt en musikalsk nerve.
Men det er sidste udkald for alle dem, der har været vant til at tænke musik i album i et fysisk format. Cd’en skråler på sidste vers, og spørgsmålet er, om albumformen, tanken om et samlet værk, efter godt et halvt århundrede ikke også er på vej ud i nye mutationer.
Det kunne også sagtens være dét, der har limet det krakelerede Aerosmith sammen igen. For det er ellers svært at regne ud, hvad det er, der har holdt dem sammen gennem en karrierelang balancegang på opløsningens rand. Eller at høre hvorfor de gør endnu et forsøg.
På det første studiealbum i 11 år, 42 år efter at guitarist Joe Perry og forsanger Steven Tyler første gang fandt sammen i bandet, kan man høre det knirke i sprækkerne. Af træthed.
Følelsescirkus uden intensitet
Siden ’The Bad Boys from Boston’ triumferede i 1970’erne, har de perfektioneret en af grundskabelonerne til den overdådige rockballade, det må man give dem (mens der burde rejses en skamstøtte for deres sammenblanding af rock og rap), og de skamrider den storskrålende skabelon på deres 15. album, der lyder endimensionalt og som et sjasket aftryk af sange, de har skrevet før.
Tilsat forfærdelige korarrangementer. Ikke ligefrem musik fra en anden dimension.
Efter sigende har ’Music From Another Dimension’ været seks år undervejs – hvilket måske kan forklare, hvorfor man savner både spontanitet, nærvær og ikke mindst flamboyante udbrud, når Tyler skriger sig gennem endnu en powerballade, eller Joe Perry vrider unødvendigt mange guitarsoloer ud mellem de dominerende bluesrundgange.
Der er ingen intensitet i Aerosmiths følelsescirkus og ingen bund i deres riff. Albummet er det værste, et Aerosmithalbum kan være: farveløst. Så igen: Hvorfor var det, de blev sammen som band?
Teaterrock til fest
Et andet band, der har gennemgået en del transformationer, leveret en stor farvelturné, smidt hinanden ud af bandet og mistet et medlem til cancer undervejs er Kiss. De er også tilbage næsten 40 år senere.
I 1970’erne var Kiss lige to skridt længere ude ad den teatralske tangent end Aerosmith, men lige ved siden af dem på toppen af hitlisterne og ikke mindst i antal af solgte koncertbilletter.
Hos Kiss var der ingen romantisk åre eller dybe følelser, men bare simpel festrock, snotdumme tekster og et skrald af et grin bag den sort-hvide maske.
Hvis man skulle have glemt det, er Kiss en påmindelse om, at rock ikke er atomfysik, og den pointe understreger de med deres 20. album, hvor der er råbekor, så dem bagerst i sportsarenaen kan være med, og effektiv boogie rock med mere omløb syd for navlen end mellem ørerne.
Simpel formular
Den simple formular vendte de tilbage til på deres egentlige comebackalbum, ’Sonic Boom’ i 2009, og nu fortsætter de. Som om der ikke var gået 40 år.
Man kan godt undre sig over, at Gene Simmons og Paul Stanley stadig får et kick ud af at tegne masken op, spænde fjer på skuldrene og stikke tungen rutineret ud af munden, men de morer sig åbenlyst, og det gør deres fanskare sikkert også.
Personligt savner jeg de skarpe pophooks, der løftede Kiss op over det bodegabøvede, ligesom deres lyd af blikpladerock gør det svært at tage dem alvorligt. Men det har heller aldrig været tanken med Kiss. De vil bare skryde og falder derfor aldrig særlig dybt i forhold til omverdenens forventninger.
Men det ville have været rart med en overraskelse.
Comeback til grungerocken
Langt mere saft og kraft er der i Soundgarden.
Det har der – sammenlignet med Aerosmiths fimsede blues og Kiss’ teaterrock – alle dage været.
Og det er der stadig, her 15 år efter at Seattlebandet officielt gik hver til sit og efterlod hele grungerocken som en afsluttet epoke af støjende guitarer, autentisk slidte skovmandsskjorter og ondt i sjælen-sange. På godt og ondt har de ikke flyttet et komma i deres selvforståelse på comebackalbummet.
Med en kraftfuld stemme, der stadig kræver svejserbriller, skærer Chris Cornell sejrsikkert igennem på første skæring: »I’ve been away for too long«.
Og så kunne man godt forfalde til en spydig bemærkning, hvis man ikke var vild med Soundgarden i 1990’erne. Men var man omvendt med på det tungere Black Sabbath-spor, Soundgarden dengang trak ind i grungens svajende punk-æstetik, er man nok enig i Cornells udmelding.
Ingen nybrud
For guitaren er spillet med arbejdshandsker som en solid kæde af motorsavsfræsende riff, og Cornell brøler melodisk igennem, så man næsten skulle tro, at de sidste to årtier ikke har fundet sted.
Her er ingen eksperimenter eller nybrud, men en vibrerende understregning af, at Soundgarden stadig er i stand til at sende et rockgroove gennem marv og ben på de fleste.
LÆS OGSÅ Soundgarden tager på svensk festival
Omvendt vil jeg nok indvende, at der faktisk er gået 20 år, og at ’Badmortorfinger’ stadig er bedre, så hvorfor gentage den bedrift i mindre skala?
Men i forhold til det samlede niveau fra årets mange tvivlsomme comebacks hæver Soundgarden sig over de fleste. Fordi de i det mindste ikke lyder som et svagt ekko af noget, der var sjovere og vildere. Engang.
fortsæt med at læse
