»Aaah oh eeh-eeeh-iiiiiih«.
Det ligner et barns forsøg på at lyde som en abe. Men der var så vidt vides ingen primater til stede i Forum på Frederiksberg mandag aften.
Til gengæld var der et fire mand stort rockband.
Og nogle lydforhold så beskæmmende, at åbningslinjen fra benævnte band, 90’er-giganterne i Soundgardens første nummer, ’Flower’ fra debutalbummet ’Ultramega OK’, »All of seventeen« blev forvandlet til en række svært dechifrerbare mumlevokaler. »Aaah oh eeh-eeeh-iiiiiih«.
Og så var tonen for aftenens koncert uheldigvis slået fast.
Nok blev lyden en smule bedre undervejs.
ANMELDELSE
Rockens gamle mænd sidder fast i fortidenOg nok har forsanger Chris Cornell stadig en af rockmusikkens helt store og tilsyneladende ganske utrættelige stemmer.
Men bandets tunge, asymmetriske rock fløj svækket og forpustet rundt i Forums højloftede helvede af et koncertrum, og gjorde det svært for selv de rutinerede amerikanere at ramme noget, der bare mindede om eufori i perfekt balance mellem fortidens store grungehymner og nutiden, der var repræsenteret ved en håndfuld sange fra sidste års comebackalbum ’King Animal’, Soundgardens første plade i 16 år.
Uden vildskab
Men selv om Forum lod sit tilbage at ønske, var det ikke kun den store, hule konferencekollos’ skyld, at Soundgarden-koncerten aldrig blev god.
De fire bandmedlemmer var ganske enkelt for sløve.
Og det var en skam. For under bandets koncert i Oslo i lørdags, smadrede Chris Cornell i hvert fald sin Gibson Les Paul-guitar ned i scenegulvet i frustration over, at lortet ikke lød, som det skulle.
Men den vildskab var som forduftet i Forum, hvor Cornells største temperamentsudbrud gik ud over en fan på første række, der galpede op om, at han gerne ville høre ’Spoonman’ fra bandets brede gennembrudsalbum, ’Superunknown’ fra 1994.
»Ja, hov, vi glemte sørme at spille den sang«, krukkede Cornell, inden han henvendt til publikum, med tandsmørstyk sarkasme, beklagede, at de ikke havde spillet ’Spoonman’.
Surmulende over eget bagkatalog
Han slog med hovedet, så den mørkebrune rockmanke blev kastet hårdt tilbage som et sæt lige vel arrogante hundeører.
(2007)
Kritik Chris Cornell var bedst på de gamle numreMen bedst som man troede, at nu hang de længeventede musikalske kæberaslere endelig i luften, slog Cornell et par toner an på sin guitar og lagde hele salen for sine læderbestøvlede fødder med kæmpehittet ’Black Hole Sun’.
Det kunne have det sejeste, mest overlegne comeback.
Men jeg har sjældent oplevet rockhistorie eksekveret med så stor modvilje.
Det var som at overvære et skuldertræk af olympiske dimensioner, og at se en ellers prægtig sanger som Cornell stå surmulende skoleret overfor sit eget bagkatalog var nærmest ubærligt.
Så lad dog være
Fred være med at have svært ved aften efter aften at skulle mobilisere entusiasme over en sang, man angiveligt skrev på et kvarter for 20 år siden. Men så lad dog være!
Bedre gik det på ’Blow Up The Outside World’ og ’Rusty Cage’, der blev leveret med en heftig og flosset energi, der havde klædt flere andre af koncertens numre, nye som gamle.
Men når man som Soundgarden igennem snart 30 år har forfinet et lydbillede, hvor lag-på-lag-på-lag af guitar lægges oven på hinanden, ikke for at skabe nuancer, men for at skabe lyd, vildskab og en nærmest fysisk pågående intensitet, er det en overordentlig dårlig ide at gå på scenen, når man ikke er i sync med nogle af delene.
Og det var Soundgarden ikke mandag aften.
fortsæt med at læse
