Midt i koncerten bryder Chris Cornell tonen. Han sender sit hårdt og tungt spillende band ud af scenen, ekviperer sig med akustisk guitar og giver sig til at fortolke en håndfuld numre på ægte singer/songwriter-vis.
Chris Cornell som folkesanger? Det er ikke lige det, den 43-årige fyr fra Seattle har været kendt for, siden han og hans daværende band Soundgarden i begyndelsen af 1990’erne begyndte at slå igennem hos et større publikum.
Black Sabbath som forbillede
1991 var året, hvor Seattle-gruppen Nirvanas album ’Nevermind’ løb med opmærksomheden og fik klodens rockpublikum til at lære at sige ’grunge’. Soundgardens tredje album, ’Badmotorfinger’, udkom i samme måned som ’Nevermind’, men var en mindre spontan og opmærksomhedskrævende udgivelse.
I Soundgardens musik var der tydelig forbindelse til 1970’ernes banebrydende tungrocknavne Black Sabbath og Led Zeppelin.
Det er som viderefører af Led Zeppelins bluessmittede guitarrock, Chris Cornell er kendt. Hans stemme er lige så markant som den, Robert Plant fra forbilledet er udrustet med. I det dybere leje er Cornells oven i købet mere stærk og levende i de enkelte toner, mens Plant omvendt har en umiskendelig ekshibitionistisk klang i den høje ende af skalaen.
På vej et andet sted hen
Cornells rødder i heavy fra dengang, genren stadig var ny og sulten efter at udforske mulighederne, er tydelige i mange numre i det udsolgte Store Vega, når han spiller sammen med sit band.
Mens han står alene på scenen med folkemusikinstrumentet, kan man imidlertid både se og høre, at han er på vej et andet sted hen. Hvad hans ujævne soloalbum ’Carry On’ fra i år også viser.
Som sanger og sangskriver i Soundgarden blev han i 1990’erne efterhånden anerkendt som et tungrockidol, der var med til at skabe grunge. Som solist vil den nu modne Cornell spille rock, der giver stemmen bedre plads. En akustisk version af Michael Jacksons ’Billie Jean’ eksemplificerer, at der mangler noget.
Modig og overmodig
Det er modigt af ham at fortolke netop dén meget kendte, lange og decideret rytmisk funderede sang. Måske er det også overmodigt. I hvert fald kræver det en mere original guitarist, og det fordrer en åbenhed over for at bruge andre instrumenter i musikken.
Klaver, strygere, percussion eller kor ville live vældig op, når Cornell slipper den mørke rockmusik til fordel for sange, der kommer hans stemmes store kvaliteter i møde.
Hvis han begynder at liste en cello eller to ind på scenen, sker der måske det, at publikum ikke først og fremmest begejstres over gamle sange. Som de to hits ’Black Hole Sun’ og ’Rusty Cage’, der er ved at få Store Vega til at svede sønder og sammen.
Ingen gentagelser
Det er Chris Cornells ældre materiale, publikum især vil høre. Forståeligt nok. Kan lyden af bly få ben til at danse? Når Chris Cornell og band spiller ’Rusty Cage’, er svaret ja. Musikken er ram, kogende og fed som flydende asfalt.
Men den sundt udseende, slanke og sortkrøllede Cornell kan ikke blive ved med at gentage det, der var engang i først Soundgarden og siden bandet Audioslave. Det har han tilsyneladende ikke lyst til.
Han er ude efter fornyelse. I den proces lyder ’Carry On’ som et mellemspil. I det store og hele lyder Cornell som en fantastisk god sanger og ambitiøs sangskriver, der ikke helt ved, hvor han skal gå hen. At følge ham kan fortsat blive rigtig interessant.
fortsæt med at læse
