»I aften handler det ikke kun om Kiss. Det handler om jer! Kig på jer selv. I er smukke!«.
Sådan brølede Kiss-forsanger Paul Stanley et sted i første halvdel af koncerten med de fire rockdinosaurere. Og dér ramte han hovedet på sømmet. I hvert fald i anden sætning.
Egentlig var han i gang med at mindes en Kiss-koncert fra en fjern fortid, hvor bandet spillede i Tivoli.
Men i sidste ende fremstod Stanleys tur ned ad memory lane nærmere som et utilsigtet øjebliks klarhed.
For sandheden var, at koncerten mest af alt virkede som om, den foregik på publikums præmisser. Hvilket langt hen ad vejen kun giver rørende god mening, når det handler om en af rockhistoriens mest showbevidste og visuelt overdådige bands.
Kiss er stadig hamrende flamboyante, trods deres stædigt sort/hvide fremtoning. Og de er på mange måder stadig virkelig gode til at være det.
Gik fortidens ærinde
Selv om Kiss sidste efterår udgav deres 20.(!) studiealbum, 'Monster', er det i høj grad en stemning af nostalgi, de fire amerikanere sælger.
Sølle to nye sange blev det til fra den seneste plade. Bevares. Det er også langt fra noget bjergtagende hovedværk, men alligevel ret godt selskab.
Ikke mindst på den herligt gyngende 'Freak', der byder på en forrygende selvindsigt, men som desværre fik lov at blive i kufferten tirsdag aften. Fred være med det.
Rockens gamle mænd sidder fast i fortidenAlligevel havde det klædt Kiss ikke nærmest udelukkende at gå fortidens ærinde.
For det er ingen hemmelighed, at selv om publikums kærlighed til de gamle sange ikke overraskende overskyggede alt andet den aften, måtte selv mægtige Kiss erkende, at tidens tand ikke fornægter sig, selv om man som krampagtigt holder fast på både parykker og tårnhøje plateaustøvler - til trods for at Stanley har måttet gennemgå et par hofteoperationer de seneste år.
Virkede veloplagte
Bandet virkede ellers veloplagte nok, navnlig i koncertens første halvdel, hvor numre som 'I Love It Loud', 'Shout It Out Loud' og 'War Machine' var glædelige genhør, ligesom 'Hell or Hallelujah' var aftenens bedste bidrag fra 'Monster'.
Kiss vil i sagens natur altid være en fornøjelse at glo på - ikke mindst Gene Simmons med sin flagermusagtige læderkappe, metalliske brystkassevisir og notorisk opmærksomhedskrævende koagtige tunge - men også i kraft af, at de trods alt stadig er ganske mobile på scenen.
Både Simmons, Stanley og guitarist Tommy Thayer storkede flittigt omkring på den brede scene og skiftedes til at synge i de fem mikrofoner, der stod på række.
Rockens længste tunger slikker de danske øregangeNår de ikke som Simmons blev hejst helt op under taget for at spille 'God of Thunder'.
Eller da Thayer blev hævet op på en kranarm for at spille en solo.
Eller da Stanley fløj ud via svævebane til en lille scene ude blandt publikum, hvorfra han sang en lidt amputeret 'Love Gun'.
En insisteren på egen udødelighed
Når de var bedst, udstrålede Kiss en helt ukuelig insisteren på egen udødelighed. De havde formentlig blæst Armenien baglæns ud af banen, hvis de havde spillet i Parken.
Men det siger desværre mere om det danske fodboldlandshold, end det siger om Kiss, der vitterlig ikke havde deres livs aften i Forum.
For når selv en sang som det ellers stensikre kort 'Heaven's On Fire' virker som en lidt stakåndet og træt, gammel sang, er det måske et vink med et gigantisk romerlys om, at det er på tide at begynde at trække stikket, imens man stadig har æren i behold.
Kiss-maskine brød sammen
For selv om Kiss' koncert i Forum var både underholdende og i glimt også ganske glimrende rent musikalsk, var der flere gange, hvor det simpelthen bare ikke spillede for bandet.
Som hen mod slutningen af 'Say Yeah' hvor den ellers velsmurte Kiss-maskine brød sammen i et halvt sekund i et break inden sidste omkvæd.
Da lignede de fire rockstjerner pludselig fire halvgamle mænd i hver sit gakkede antræk, der ikke vidste hvilket ben, de skulle stå med deres aparte, højhælede støvler på.
LÆS OGSÅ Kiss-forsanger kommer i uføre efter Michael Jackson-kommentar
Senere futtede en af bandets utallige fyrværkeribomber af i utide på ret klodset vis under 'I Was Made For Lovin' You'. Det var selvsagt ikke deres skyld.
Men det var med til at tegne et billede af et band, der stadig ligner en million på deres egen dekadente måde. Men som ikke formåede at give musikken samme donkraftløft, som Kiss selv får fra deres fodtøj.
fortsæt med at læse
