Det er en stor ting at få nye højttalere. Men når man lever af den gode lyd, er det noget helt særligt. Og det gør Rune Rask, manden bag Suspekts lyd.
Så da han fik nyt studie i begyndelsen af januar, kompilerede han en spilleliste med de bedste sange at teste lyden med.
I aften er han nomineret til en Steppeulv i kategorien årets producer.
Rune Rasks lydtestere
Usher ’Papers’ (2010)
»Jeg hører ikke så meget Usher, men jeg tager hatten af for produktionen af det her nummer. Det er den, vi har brugt til at tune hele rummet her med. Hvordan væggene skulle være, og hvordan højttalerne skulle lyde. Sangen er helt clean. Der er slet ikke noget distortion på. Så hvis noget distorter, er der noget galt med højttalerne, forstærkeren eller rummet. Det er i hvert fald ikke sangen«.
Radiohead ’Karma Police’ (1997)
»Der er en mellemtone i Radioheads gamle sange, som gør, at musikken rammer lige her (tager sig til solar plexus, red.). Hvis man er i tvivl om, om man mangler mellemtone, kan man altid sætte den her på. Det er i mellemtonen, energien ligger. Vi taler i mellemtone. Det er, som om der står en og taler direkte til dig«.
50 Cent ’In Da Club’ (2003)
»Her er ingen billige tricks. Lydmæssigt har den det hele – både bund og top og mellemtone. Der er et godt drive. Sangen stiger hele tiden i tempo. Det kommer fra en pick-guitar, der kører på en streg hele sangen igennem. Det er den, der giver tempo«.
Michael Jackson ’Billie Jean’ (1982)
»Hvis jeg kommer ud et sted og skal teste højttalerne, sætter jeg altid Michael Jackson på. I hvert fald fra de gode år, med Quincy Jones. Det er et trick, jeg har lært af vores lydmand i Suspekt, ’Smartin’. Når han kommer til et spillested, starter han altid med at sætte Michael Jackson på. Så ved man, hvordan lyden er«.
»Det er derfor, der bliver bollet«Kendrick Lamar ’Money Trees’ (2012)
»Den har en moderne hiphoplyd. Der er meget ny hiphop, der lyder enormt ens, men jeg synes, hans plade har en diversitet over sig. Den her sang har en moderne produktion, men det lyder som noget, der kunne være 10-15 år gammelt. Bare på en ny måde«.
The Strokes ’Last Nite’ (2001)
»Den lyder vildt dårligt, men på en fed måde. Det minder om Beatles og Rolling Stones i slut-60’erne, hvor produktionen var helt tynd. For mig viser den, at musik også skal vække følelser. Det skal ikke bare være ren hi-fi. Mangler der bund eller diskant? Er det overhovedet vigtigt? Ikke her«.
Tyga ’Rock City’ (2012)
»Der er rigtig meget bas og diskant her. Rigtig meget sukker i en kop sort kaffe! Den er ikke særlig godt produceret, men for mig er det bare bas. Uanset hvor meget bas man har på en sang, er der ikke så meget bas som her«.
Cardigans ’My Favourite Game’ (1998)
Det er igen en sang, der lyder ad helvede til på en fed måde. Det er helt distortet, og jeg tror, hele sangen er optaget med én type mikrofon, en SM57’er, som er en billig mikrofon, der måske koster 800 kroner. Og sådan et band har jo alle muligheder for selv at vælge, hvilken mikrofon de vil bruge. Men her har de klart vundet på at gå efter lyden«.
Rapperne fra Remouladekysten sparker igenDaft Punk & Pharrell ’Get Lucky’ (2013)
»I musik taler man om en ’loudness war’ for tiden, hvor det handler om at presse sangene så langt frem som muligt. Det er der gået lidt sport i. Man kan næsten ikke holde ud at høre det. Folk har bare en idé om, at jo højere man spiller, jo større chance er der for at få et hit. Men ’Get Lucky’ spiller ikke særlig højt. Det er smagfuldt. Og sangen blev jo et kæmpehit alligevel«.
Lady Gaga ’Born This Way’ (2011)
»Da hun udgav den her, tænkte jeg: ’Okay, hvad laver du?’. Den er mikset elendigt! Da den kom ud, kiggede alle på Lady Gaga. Der var ingen grund til at tage 20 megafoner og skrige folk i ansigtet. Hvis jeg er i tvivl, om jeg er ved at skubbe noget for meget, kan jeg sætte den på. Hvis noget lyder mere presset, end den er her, har man et problem«.
Slayer ’Angel of Death’ (1986)
»Det ville være fedt, hvis metal begyndte at gå mere i denne retning igen. Som jeg hører det, har metal de sidste ti år været præget af, at det hele har været igennem en computer. Stortrommerne er helt mekaniske. Det her er bare lavet på båndoptager. Jeg kan virkelig høre bandet. Det kan jeg ikke i meget ny metal. Jeg kan ikke høre sammenholdet. Det kan jeg her«.
fortsæt med at læse


























