Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Kim Agersten
Foto: Kim Agersten

Svedig. Her er Prince fotograferet Valbyhallen under sin første koncert i Danmark.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han gik på scenen igen klokken kvart over fire om morgenen. Og han spillede. Spillede som Hendrix

Klumme. Dorte Hygum var til den første Prince-koncert i Danmark, og hun har fulgt ham siden.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der stod han så. I levende live.

Diminutiv af størrelse, men gigantisk som kunstner og så oven i købet ikke til at få øjnene fra som ekspressiv, farvestrålende, sexet, stilbevidst scenepersonlighed, der lige denne her aften ved sit første Danmarksbesøg i Valby Hallen 21. august 1986 valgte at spille nogle af sine allerede dengang sindssygt mange hits: 'When Doves Cry', 1999', Purple Rain', 'Controversy' i løbet af en målt med hans alen forholdsvis stram aften rent musikalsk.

Dengang i 1986 fandtes der i mine ører kun en anden popkunstner på niveau med Prince, den jævnaldrende Michael Jackson, som imidlertid tog sig meget længere tid med at få indspillet og udgivet sine plader og var meget mere kontrolleret som performer. Fra Prince kom der noget hvert år, og man kunne mærke det levende menneske, når han stod på en scene og fik sine guitarer og bands til at lyde guddommelige.

AGERSTEN KIM
Foto: AGERSTEN KIM

I august 1986, hvor jeg fyldte 25, var han aktuel med albummet 'Parade' og havde allerede udgivet 'Dirty Mind', 'Controversy', '1999', 'Purple Rain' og 'Around The World in a Day', der alle skulle blive klassikere, og to år før koncerten i Valby Hallen havde hans film 'Purple Rain' haft premiere også i Danmark. I biografen havde jeg siddet tæt på lærredet og slugt både billeder og lyd.

I Valby Hallen, hvor man til min store skuffelse skulle sidde ned på bestemte pladser til hele den gennemkropslige og danseoplagte musikforestilling, havde jeg fået et stolesæde bagest på gulvet, hvor den spinkle lille sorte mand med den dengang modigt tvekønnede udstråling og de høje 80'er-krøller var svær at få øje på, selv om han formentlig spillede på høje hæle. Men jeg hørte ham.

Nekrolog:

Den frække spidssnudede funkguitar i 'Kiss', den psykedeliske pop i 'Raspberry Baret' og mest af alt et helt formidabelt band, der den aften havde et ungt og et nysgerrigt publikum.

Husker efterfesten, ikke koncerten

Året efter koncerten i Valby overgik Prince endnu engang sig selv, da han udsendte det kalejdoskopiske, apokalyptiske 'Sign O' The Times', der diskuterede seksualitet og kærlighed og lige dengang på det tidspunkt handlede om AIDS og blev albummet, der definerede sin tid og dertil mere og bedre end nogen anden plade gav anledning til at tale om AIDS og frygt.

Siden gav han sig selv kunstnerisk frihed til at komponere og spille igennem i alle mulige retninger af soul-funk-pop, og for mig blev det med tiden ikke rækken af numre, jeg huskede fra koncerterne, men de nærmest ubegribelige måder han selv og hans bands spillede på.

Da han igen var i Valby Hallen en augustdag i 1998, optrådte han især som den eksperimenterende og improviserende Prince, man heldigvis aldrig på forhånd fuldstændig kendte lyden af. Nogle gange udløste hans frygtløse mod på at være undersøgende som livemusiker nogle ret tålmodighedskrævende passager. Andre gange skabte han magi. Publikum var en blanding af folk, der havde fulgt ham længe og så også en del unge mennesker. Prince var en af dem, der fik nye tilbedere, efterhånden som generationer voksede op.

Selve den koncert husker jeg nu ikke lige så klart som hans mere intime efterfest i Store Vega nogle timere senere.

»Er I ikke søvnige?«

På forhånd var det rygtedes, at han ville tage til Vega efter at have spillet i Valby Hallen. Det var blevet midnat, før koncerten i Valby var forbi, og fra ved et-tiden om natten var køen lang til spillestedet på Vesterbro.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inde i baren var der en sær blanding af mathed og forventning i den tætte luft, som deltes af fans, musikere, mediefolk og folk, der kendte Prince. Nogle af os mere hang end sad på bænke langs væggene og ventede. De færreste havde lige så meget styr på tøj og make up som tidligere på aftenen, da koncerten i Valby begyndte.

Klokken kvart over 4 gik han på scenen, og så snart han kom ind, havde jeg en følelse af, at oplevelsen havde været den lange, sene ventetid værd. Fordi han var imødekommende og veloplagt fra begyndelsen.

Jeg bilder mig ind, at hans kimono var i rødlige og orange toner og syet af silke

»Er I ikke søvnige?«, spurgte han som det første, og jeg var en af dem, der benægtede og i den grad nød at kunne stå helt tæt på scenen og se på ham, at på det mindre spillested kunne han både mærke og se, hvem han spillede for.

MINDEORD

Nu var han ikke iført det skarpe, kulørte showoutfit, som var en del af ham på en scene, og som han havde haft på før timer før. Da han kom ind, og et øjeblik satte sig foran os, før han rejste sig og spille, havde han kimono på. Jeg bilder mig ind, at hans kimono var i rødlige og orange toner og syet af silke. Og jeg ved, at den efterkoncert i Vega var en lejlighed til at opleve en mere afslappet inviterende og varm side af Prince.

Det var en helt anden måde at være til koncert med ham på. I Vega følte jeg mig mere som deltager og mindre som tilskuer. Og selv om han også under den koncert ind imellem bevægede sig med en smidighed som et slangemenneske og spillede henført som en inkarnation af Jimi Hendrix var det som at have nogle timer i selskab med den mere spirituelle Prince. Også fordi han mellem numrene, der kunne trække ud i kvarterer ad gangen, talte en hel del om Gud og sex i samme sætninger.

Da koncerten var forbi i Vega, var trætheden spillet væk, og jeg tog på arbejde for at skrive om, hvad jeg havde oplevet. Velvidende at det kunne jeg aldrig gøre tilstrækkeligt fyldestgørende for, hvor stor en kunstner, den her lille mand var.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu vil jeg høre pladerne. Der er så mange gode af dem.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

  • Maud Lervik

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol
    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om vores nattesøvn.

Forsiden