Indrømmet, der var øjeblikke hen mod midnat, hvor det var svært at holde koncentrationen. Efter 5 timers koncert, hvor lyden af tre orgler, tre blæsere og en sopran kun var blevet afbrudt af aftenens tre pauser. Det var svært som lytter ikke selv at synke ind i den evighed af svævende lyd, som strømmede ud fra scenen midt i det gamle værfts smukke Hal 14. Men det var nok heller ikke så skidt i forhold til det, komponisten oprindelig havde tænkt.
På afstand lignede det aldrende Philip Glass Ensemble – siddende på scenen i en rundkreds midt i den store hal – et billede fra fortiden. Roligt og minutiøst producerede de syv musikere, inklusive 79-årige Philip Glass som en slags spillende dirigent, de ufattelig mange temmelig ens klange fra komponistens hovedværk ’Music in Twelve Parts’ fra 1974. Uden at nogen fortrak en mine, og uden at nogen tilsyneladende afveg fra noderne, klang hver af de 12 dele i 15-20 minutter med hver sin musikalske teknik i fokus. Men det havde alligevel en sært fascinerende virkning.
