Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dengang. Kunst kan ændre os og den måde, vi ser verden på. Den slags kunne manden, der kalder sig Bob Dylan, også. Men nok mest i begyndelsen af 1960'erne.
Foto: AP (arkiv)/AP

Dengang. Kunst kan ændre os og den måde, vi ser verden på. Den slags kunne manden, der kalder sig Bob Dylan, også. Men nok mest i begyndelsen af 1960'erne.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Hvilket formål tjener en pris mere til Dylan?

Det er en befrielse, at vi ikke længere tænker i fornem finkultur versus plat populærkultur. Men nogen skal pege på det fantastiske, vi ikke kender.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Så fik Bob Dylan den Nobelpris, fans i årevis har talt for, han skulle have. Diskussionen eksploderede, og på Facebook lød et af argumenterne for, at det var på sin plads, at manden jo har haft enorm gennemslagskraft.

Ja, det må man sige.

Faktisk er der næppe det voksne menneske i den samlede vestlige kulturkreds, der ikke har hørt om Bob Dylan. Og så er det, man kan spørge, om det tjener noget som helst formål, at Nobelkomiteen har hængt en medalje om halsen på en mand, der allerede har fået flere anerkendelser af den art, end han kan slæbe efter sig.

Før fniste vi, når Det Svenske Akademis eksperter med deres årlige litteraturpris fremhævede endnu en forfatter, ingen havde hørt om. Men ved at gøre det – ved at give vedkommende en Nobelpris – gjorde svenskerne os en kæmpe tjeneste.

De sagde nemlig: »Her er en, I måske aldrig har hørt om, men hun eller han skriver litteratur på sublimt niveau. Ved at læse, hvad denne person har brugt sit liv på at skrive, bliver du forandret som menneske. Du får større indsigt i tilværelsen, lærer dig selv bedre at kende og bliver i det hele taget aldrig den samme igen«.

Kunst kan ændre os og den måde, vi ser verden på. Den slags kunne manden, der kalder sig Bob Dylan, også. Men nok mest i begyndelsen af 1960’erne, dengang han skubbede tidsånden fremad med tekstlig og musikalsk modkultur på en måde, der provokerede.

Nu skal vi til gengæld passe på, vi ikke slingrer over i den modsatte grøft, hvor den smalle kunst og det, der er sublimt uden at være pop, bliver ofret og glemt, fordi det ikke har folkelig gennemslagskraft

I dag er rocken blevet mainstream, og som Gunnar Madsen fra Dansk Rocksamråd svarede, da han blev spurgt her i avisen torsdag, var det for ham at se ikke spor bekymrende, at en mindre del af programmet for Kulturby 2017 i Aarhus blev afsløret som værende af det, vi engang kaldte finkultur.

»Den moderne rytmiske musik har jo et megastort publikum, uanset om man laver denne slags støttede kulturarrangementer omkring den eller ej«, mente den hvidhårede leder af samrådet, og hans pointe er værd at tage med sig i en tid, hvor ungdomsoprør og modkulturer som rock, og hvad deraf fulgte, for længst er blevet midtersporet af mainstream.

Andre steder i litteraturen og musikken pibler det med upåagtet kunst, der har potentiale til at ændre og berige os, men som ikke får samme bevågenhed, og som trænger til en priskomité, en kulturbysatsning eller bare en flot festligholdelse for at få spot på sig.

I sidste uge sad jeg i Symfonisk Sal i Aarhus og oplevede en lille sammenslutning fejre sig selv, fordi den nu har kæmpet for den smalle, samtidige kunstmusik i 50 år. Aarhus Unge Tonekunstnere hedder organisationen, som løftede en sal fuld af blandt andre teenagere med ind i en verden, hvor lyden og billederne af et smadret flygel og en komponist i bamsekostume ændrede de tilstedeværendes opfattelse af, hvad noget så gammeldags som en klaverkoncert eller en symfoni kan være.

Det var stort, sjovt og rørende, og som anmelder var jeg nødt til at lægge mig fladt på maven og udlevere alle de seks hjerter, vi maksimalt må give.

Dengang Bob Dylan var ung og gjorde en forskel med sange som ’Blowin’ in the Wind’ og ’The Times They Are A-Changin’’, var verden lige sluppet ud af de konforme koldkrigs-1950’ere, og finkulturen var styrende. En protestsanger med mundharmonika havde ikke en chance i Nobels univers dengang. Det er befriende, at skellet mellem undergrund og finkultur siden er blevet smadret lige så effektivt, som Berlinmuren blev det i 1980’erne.

Nu skal vi til gengæld passe på, vi ikke slingrer over i den modsatte grøft, hvor den smalle kunst og det, der er sublimt uden at være pop, bliver ofret og glemt, fordi det ikke har folkelig gennemslagskraft.

Det skulle da lige mangle, at en satsning som Kulturby 2017 holder fast i bare en flig af den musik, den kunst og den litteratur, der ikke ligger forrest på hylderne med populærkultur. Men som, netop fordi den er lavet af stædige, sjove og sære kunstnere, der trodser trends og tænker på tværs, er i stand til at forandre og berige os mere, end mange mainstreamartister er det.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden