Dixie Chicks er tilbage! Og måden de er det på, er næsten lige så spektakulær som den måde, de i marts 2003 knockoutede først præsident Bush, så det reaktionære amerikanske country-musikmiljø, for til sidst at fornærme alle de amerikanere - det var hovedparten - der støttede invasionen af Irak. 526.000 solgte eksemplarer på dag ét i en tid, hvor cd-salget er i voldsomt fald. Direkte ind som nummer 1 på Billboards Top 100. På forsiden af Time Magazine, interviewet i CBS' '60 Minutes' og på alle mediers botoxpumpede læber. Gruppens nye cd udkom i mandags, og den blev ikke ramt af Peter Høeg-effekten. Deres forrige, 'Home', solgte godt nok 780.000 på førstedagen, men det var i 2002, og siden er cd-salget ikke ligefrem gået opad. Den nye cd hedder 'Taking the Long Way', og budskabet lyder: »Vi fortryder intet«. De ord, gruppens forsanger Natalie Maines ytrede under en koncert i Shepherd's Bush (!) Empire (det udråbstegn lagde De vel mærke til?) 10. marts 2003: »Bare så I ved det, så skammer vi os over at USA's præsident kommer fra Texas«, dem står både Maines og hendes kolleger Emily Robison og Martie Maguire ved, nu mere end nogensinde. Og det har ikke været omkostningsfrit at ytre dem. Først blev de boykottet af countryradiostationerne, så kom dødstruslerne, og så flyttede Maines tvunget af stemningen fra Austin til Los Angeles, og så fik de hele det nykonservative USA på nakken. Det har de stadig, men parallelt med at borgerkrigen nærmer sig i Irak, gør den det blandt USA's republikanere, så det er ikke kun Bush der sidder og skrumper i Det Hvide Hus, det gøre hele hans følge også. Men ikke Texas-tøserne. De bliver stadig boykottet af countryradiostationerne, men ikke af deres fans. En meget stor del af dem har nemlig, ligesom gruppen selv, fødderne længere nede i rock'n'roll end i country. Og denne gang har de hyret produceren Rick Rubin og sat så meget strøm til musikken, at den er mere rock'n'roll end den er country. Men det er bare noget jeg skriver, for jeg har ikke hørt den. De sidste to uger har jeg været inde i Københavns bedste musikbutikker, og den kommer tidligst 12. juni. Den får strålende anmeldelser i USA, og den er ifølge dem autobiografisk, trodsig og snerrende med et direkte svar til kritikerne på sangen 'Not Ready to Make Nice'. Som Natalie Maines sagde til New York Times' Jon Pareles forleden: »Når alle angriber én, lige meget hvad man laver, kan man lige så godt lave det, man selv har allermest lyst til. Der findes ikke noget friere sted at være«. Det er så dér, Peter Høeg er nu. Men han tager ikke på turne ligesom Dixie Chicks, der 15. juni vender tilbage til stedet, hvor det hele startede: Spepherd's Bush i London. Den er udsolgt, men to dage efter optræder de som opvarmning for The Eagles på Twickenham Stadium også i London, og nærmere kommer de ikke København i denne omgang. Alas!