Josh Tillman, der er bedst kendt under aliasset Father John Misty, får tit påklistret lidt irriterende superlativer som ’indierockens førsteelsker’. I hans sange er der en omfavnelse af, hvor angstprovokerende det er at trække vejret. Han synger ængsteligt om monogami, krig, ambitioner, selvhøjtidelighed, uhøjtidelighed, revolution og dårskab. Og selv om der i hans sange hele tiden er en forudsigelig rockistisk korrekt pladesamling, der rører på sig som fodnoter, er der også en god portion selvbevidst hiven sig selv ned fra piedestalen.
Han ved godt, at hans navn er for højtravende og krukket, og han udøver derfor både selv- og samfundskritik. Men det er også, som om han på den måde er forsikret mod ansigtstabet. På hans nye album er det samfundet, der betragtes, mere end det er ham selv.
