En krusedulle, hvorfra sorte linjer cirkler rundt om sig selv, tegnet af den verdensberømte arkitekt Frank Gehry, blev for fem år siden den beskedne begyndelse til det, der i dag står som en unik koncertsal midt i Berlin.
Som skævt rullende bølger snor de øverste tribuner sig rundt om salens midte, præcis som den krusedulle, Frank Gehry dengang trak op for sin ven, dirigenten, pianisten og komponisten Daniel Barenboim. Siden de sorte linjer fik lov at cirkle rundt på et stykke papir på mødet, hvor de to venner blev enige om at gøre en fælles drøm til en konkret idé, er en forunderlig historie blevet færdig.
Koncertsalen – som har navnet Pierre Boulez Saal og ligger over for den tyske hovedstads kendte Gendarmenmarkt – er en realitet af de helt sjældne. Byggeriet af et nyt kulturelt pejlemærke i Europa er nemlig foregået med bevarelse af både budget, tidsplan og venskabet mellem de to idémænd.
»Frank Gehrys krusedulle symboliserer i mine øjne, at man samles om noget uden grænse mellem publikum og musikere. Man sidder sammen i en sal, der næsten føles som en en stor dagligstue og skaber en ramme, hvor alle er ligestillede«, siger musikhusets leder, Ole Bækhøj.
