Dansk Folkepartis kulturborgmester i København er parat til at sætte sig i spidsen for en redningsaktion blandt de sjællandske kommuner, hvis det bliver nødvendigt for at bevare symfoniorkestret Copenhagen Phil. Det sker, efter at kulturminister Mette Bock (LA) med Dansk Folkepartis velsignelse nu vil skære en femtedel af tilskuddet til det sjællandske landsdelsorkester.
»Copenhagen Phil gør det blændende. Og det er hele Sjællands orkester. Jeg vil virkelig ønske, at København sammen med de øvrige kommuner kan løfte vores andel af opgaven. Orkestret bidrager til at løfte musikmiljøet på hele Sjælland«, siger Carl Christian Ebbesen.




























