Kunstneren Peter Voss-Knude har det ambivalent med ordet loyalitet.
Det er meget »absolut« og et ord, han sjældent bruger. Det lyder ophøjet på samme måde som royalt, synes han.
Alligevel står det med store lyseblå typer ud over gulvet på Voss-Knudes først soloudstilling, der i dag åbner på udstillingsstedet Overgaden på Christianshavn i København.
Ordet er ikke kunstnerens eget, men et, han er kommet frem til sammen med de tre danske soldater, han har skabt sine kunstværker i samarbejde med. Udstillingen ’Peter & the Danish Defence’ hedder udstillingen, og titlen dækker sådan set indholdet meget præcist.
