Jeg har aldrig været til Grøn Koncert, så jeg havde det som en 12-årig, da jeg trådte ind i Valbyparken, som om jeg endelig havde fået lov at få de grønne glimmerplateausko, måske lige 18 år for sent, men det føltes vigtigt. Festivalen finder sted i syv forskellige danske store byer og begyndte tilbage i 1983.
Grøn Koncert kom til som et folkeligt og billigt festivalalternativ til Roskilde Festival og Midtfyns Festival. Hvis man kigger på de gamle programmer, så var det store danske 80’er-navne som Sneakers, Sanne Salomonsen, Gnags og Thomas Helmig, der stod på plakaten, men gennem tiden har der været flere genreblandinger, rock, pop og hiphop. Fælles for alle navne, der har prydet plakaterne gennem tiden, er, at det altid har været de samlende navne uanset genre. I år kan man for alvor mærke, at tiderne er skiftet.
Grøn Koncert, som nu har skiftet navn til blot Grøn, har, allerede inden artisterne trådte ind på scenen, mødt en del kritik for det mandsdominerede program, og programmets kvindelige tomrum fremstår som dårligt musikalsk overblik i en tid med så mange valgmuligheder på hylderne, især fordi festivalen har udvidet sit program og givet plads til flere nye navne.
På de tre scener kunne man høre koncerter med Scarlet Pleasure, Sivas og Ukendt Kunstner, Minds of 99, en håndfuld nye og unge YouTube-musikstjerner – foruden de tre store navne, Rasmus Seebach, L.O.C. og Christopher.
