Jevgenij Kissin har ikke mistet noget af sin usædvanlige fingerfærdighed og styrke, men han finder dybder i musikken, han ikke fandt tidligere.

Jevgenij Kissin har ikke mistet noget af sin usædvanlige fingerfærdighed og styrke, men han finder dybder i musikken, han ikke fandt tidligere.

Musik

De har knækket Beethovens kode: Det virtuose vidunderbarn er blevet voksent og følsomt

Excentrikeren Jevgenij Kissin er tilbage med liveoptagelser fra hele verden. Olga Pashchenko imponerer på et gammelt klaver, hun har fundet i Beethovens hus.

Musik

Hvordan skal Beethoven spilles?

Med pludselige dramatiske eksplosioner og fortvivlelsen siddende uden på tøjet? Eller dynamisk, men fuldstændig gennemtænkt? På et nutidigt Steinway-flygel? Eller på et blødt klirrende historisk flygelinstrument kaldet et fortepiano, der byder på helt andre farver og forskydninger?

Den seneste sensation i den kontinuerlige strøm af nye indspilninger af Beethovens sonater for klaver kommer fra et vidunderbarn, der er gået hen og blevet 45 år.

Russiske Jevgenij Kissin har aldrig efter nogen målestok været normal. Har man hørt ham blive interviewet på scenen, som det skete i Tivolis Koncertsal for et par år siden, ved man, at der kan opstå lange akavede pauser, og at hans svar kan være meget kortfattede. Eller meget excentriske.

Komponistens temperament og fortolkerens følsomhed står lige stærkt

Han har virket som en usædvanligt kejtet klavervirtuos, når han ikke sad ved instrumentet. Men han har altid følt sig hjemme, når han havde fingrene på tangenterne, og det anerkendte britiske musiktidsskrift Gramophone har ikke tøvet med at udnævne ham til den bedste russiske pianist siden den legendariske Emil Gilels. Med andre ord: Han er en af vor tids helt store klaverspillere.

Hans virtuositet er nærmest overmenneskelig. Det er den hårdhændede klaverbehandling, man frygter, når man sætter sig for at lytte til Jevgenij Kissin.

Men på sit nye dobbeltalbum med Beethoven-sonater, der som hans første soloalbum i 10 år markerer Kissins tilbagevenden til pladeselskabet Deutsche Grammophon, overrasker han positivt. Meget, endda.

Indspilningerne er liveoptagelser foretaget i årene 2006 til 2016, og de er lavet rundtomkring i verden. Fra Seoul i Sydkorea og Montpellier i Frankrig til store koncertsale som Concertgebouw i Amsterdam og Musikverein i Wien. Teknisk set lyder optagelserne også meget forskelligt med ’Måneskinssonaten’ fra Carnegie Hall i New York i en privatoptagelse som den lydteknisk ringeste.

Det er her, man genkender Kissins stålhænder, når klangen i sonatens dramatiske sidstesats eksploderer og kaster metalfragmenter gennem rummet.

Men det, der overrasker, er Kissins modenhed. Han er blevet en musiker, der skubber Beethoven ud til kanten. Desperationen lyser fra musikken i en fortolkning, som både er rasende fingernem og følelsesmæssigt overrumplende, målt op mod hvad han tidligere har præsteret på plade.

En tidlig sonate som nr. 3 i C-dur står kraftfuld, men så indholdsmæssigt klar, at fordommene om tomt virtuoseri fordamper, og med Beethovens ’32 variationer’ i c-mol får man fyrighed og farver, der forløser musikken, inden Kissin slipper hingstene løs og minder om, at han er og bliver en klavertroldmand af den hårdtslående slags.

Det er fascinerende at krydslytte mellem Kissins nye liveudgivelse og hans yngre landsmand Olga Pashchenkos ligeså nye Beethoven-album. Ikke mindst fordi de to spiller nogle af de samme sonater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pashchenko går nemlig, som antydet indledningsvis, en helt anden vej. I Beethoven-Haus i komponistens fødeby, Bonn, har hun fundet et Graf-flygel fra Beethovens tid, der blandt andet er udstyret med pedaler, som kan skabe farvevirkninger i musikken, som Kissins Steinway-flygler ikke kan lave.

’Appassionata’, en af Beethovens mest kendte og elskede sonater, viser eksplosiviteten og intensiteten hos Kissin, fanget ved en koncert i Amsterdam sidste år. Komponistens temperament og fortolkerens følsomhed står lige stærkt og understreger forbindelsen bagud til Gilels. Paradoksalt, kan man sige. For dermed peger Kissins nye fortolkning på det nutidige instrument bagud, mens Olga Pashchenko med det historiske fortepiano viser fremad.

Hendes følsomhed er ikke mindre. Men instrumentet klinger som et ungarsk cimbalom. Det er en helt anden klanglig verden, man inviteres ind i, hvor pianisten lader farvebomber detonere på en baggrund af en dæmpet, mumlende uro.

Begge pianister har fundet nerven hos Beethoven. I ’Les adieux’ – en usædvanlig og personlig sonate om at måtte tage afsked, være adskilt og mødes igen – tager Pashchenko os med tilbage i tiden til en klang og en tid, der var tabt. Hos hende er man midt i oplevelsen, mens Kissin synes at opleve nostalgisk. På afstand.

Hvad skal man foretrække?

Det er umuligt at vælge. På hver sin præmis er begge fortolkere fremragende – hvilket siger virkelig meget om den ikke så kendte Olga Pashchenko. Kissin glimrer især med sit følsomme nærvær, der hele tiden kaster et element af spontanitet og tilstedeværelse i nuet af sig. Pashchenko overrasker med sit enorme overblik. Hendes fortolkninger er simpelthen vidunderligt gennemførte og dertil stærkt dynamiske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I den berygtede, stormfulde ’Waldsteinsonate’ viser Pashchenko, der også dyrker andre historiske instrumenter som cembalo, at heller ikke hun har vanskeligheder med de mest stormfulde passager, Beethoven kunne finde på at komponere.

Og så er musikken alligevel i balance. I tredjesatsen kan man falde i svime over, hvordan hun bruger Graf-instrumentets muligheder for at lægge et klangligt tågeslør over noderne som den sfumato-effekt, renæssancemalerne excellerede i, og et sted lyder det, som om hun trækker fingrene hen over instrumentets strenge.

Kissins dobbelte Beethoven-album er en god nyhed, fordi det eksponerer en af vor tids mest usædvanlige klavervirtuosers modning som fortolker – med Beethovens dramatiske personlighed som katalysator. Olga Pashchenko levendegør Beethovens musik på historiske præmisser, så den virker overraskende nutidig. Begge dele er stærkt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce