»Konsekvens: Du ska’ sut’ min pik«, synger en plejer, mens han holder et kort med bogstavet K op foran en beboer på et plejehjem. Den ældre dame måber.
Scenen stammer fra musikvideoen til sangen ’SPK’, hvor provoduoen Jesu Brødre agerer ansatte på plejehjemmet, mens de leger den klassiske teenager-leg ’Sandhed, Procent eller Konsekvens’ med beboerne.
Gruppen består af Georg Bundgaard Svendsen på 18 år og William Kruse på 19 år, som bor i henholdsvis Lemvig og Rønde. Siden 2015 har de produceret popmusik på computer og udgivet sange som ’STIV FISSE?’, ’L.U.D.E.R’, ’Hulbror’, ’Fukboi’ og ’KranAlarm’.
Trods – eller måske i virkeligheden i kraft af – en grænseløs, forargende, fordummende og seksuel stil er de med i førerfeltet, når det gælder populære landeplager på diverse streamingtjenester.
