Det er en sær blanding af rummelighed og konformitet, der præger stemningen på Copenhell – alting er så rendyrket og stilsikkert, alt, hvad man ser, er kulturelle koder i kontrol, kamufleret som rå og autentisk livsstil, koder mestret til perfektion, mens den gamle B&W-hal også tårner sig smukt op, gør det hele lidt industrielt og bare danner den perfekte kulisse for tre dages undtagelsestilstand med hyggelig uhygge, vildsvin ogveganermad – ja, længe skal man lede efter en mere inkluderende subkultur. Attituden er ond og humøret højt.
Musikalsk set er det i bedste fald lidt kedeligt, helt uden fine og farlige fornemmelser, og med trygge hovednavne som Ozzy Osbourne, Avenged Sevenfold og Alice In Chains er der enten fokus på det sikre eller på nostalgien. Copenhell er en festival for musik, men lige så meget et stort glimt i øjet med længselsfulde undertoner fra en anden verden.
