»Nogle kalder det en uddøende morfar-genre. Hæ!«.
Sådan fortæller Kathrine Windfeld om det 15 personer store bigband, der er hendes hovedprojekt. Et ulogisk valg, kalder hun det. For prestigen inden for jazzen ligger ikke i bigbands, men hos solisterne. Jazzens særkende er improvisationen, og i et bigband spiller man – det meste af tiden – efter noder. Desuden er det ekstremt svært at drive et bigband, fordi der er få spillesteder, som har råd til at betale ordentlige honorarer til så stor en flok musikere. Og uden ret mange penge er det svært at få de bedste musikere til at blive på pladsen. Og som om det ikke var nok, er bigbandet noget af et skrummel at have med at gøre rent praktisk.
Men en størrelse, der passer til Kathrine Windfeld fighternatur.
»Jeg kunne godt lide tysk, fordi alle hadede tysk. Jeg kommer fra landet og har været vant til at cykle over store bakker for at komme i skole. Jeg er meget sejlivet. Og det passer mig godt at have et nørdet projekt, der kræver råstyrke«.
