Hun er sjov, Ekaterina Bakanova. Hun føler sig frem. Kigger, evaluerer, spørger. Intet er som hugget i sten hos hende, og det er atypisk hos unge kunstnere. Det hyppigste spørgsmål i interviewet er, når Bakanova spørger mig: »Hvad synes du er fascinerende?«.
Hun fortæller mig, at hendes sangteknik er alt andet end perfekt, og jeg kigger lidt målløst tilbage. Måske er det, fordi de store blade ude i verden netop har ladet sig overrumple af hendes teknik, at hun føler, hun har råd til at blotte flanken. Men hun ser ud, som om Copenhagen Opera Festival, hvor hun i alt skal synge tre koncerter, er en ny legeplads for hende. Hun er lidt chokeret over, at rosévin er så dyrt på cafeerne (»Kan det virkelig passe? 8 euro for et glas?«), men er begejstret over udsigterne og over, at hun måske kan overtale sangerkollegaerne til nye projekter.
