For mange fans af Arvo Pärts meditative, spirituelle stilleverden vil de første skæringer på det nye samlede album med hans symfonier sikkert virke som en mental kæberasler. Året er 1964, og førstesatsen af Pärts 1. symfoni brøler ud i højttalerne atonalt og brutalt som en kanon af hårdtslående messing: dah-dah da-da-da dah-dah da-da-da i en uendelighed som et vrængende kobbel fodboldfans. Stilen er ironisk og heftig.
Det er en lang og intens rejse at lytte sig fra tolvtonemusikken i 1. symfoni, hvor Pärt stadig gik på konservatoriet – til 4. symfoni, ’Los Angeles’, fra 2008, hvor den modne verdensstjerne folder hele repertoiret ud i stram, systematisk velklang. Det nye album med NFM Wrocław Philharmonic rummer alle fire Pärt-symfonier og fortæller i lyd, ligesom den grundige ledsagende tekst i ord fortæller historien om en komponist, der begyndte i en hård og publikumsfjendtlig ende af musikken og gennem en voldsom livskrise fandt en stil, som siden har gjort ham ufattelig elsket.
