Man tager en god, gennemtærsket kliché. Tre-fire håndplukkede gloser. Gerne med et indbygget bogstavrim. Sådan kan man få redt midterskilning i virkelighedens ellers evigt uglede frisure. Og i en håndevending forvandle selv den mest sammensatte person til en enkel, let aflæselig figur, enhver kan forholde sig til.
Tag nu bare Kim Larsen, som døde i søndags. I årtier har vi gået og hængt den samme håndfuld udmattede floskler på manden. »Gavflaben«, kaldte vi ham. »Hele Danmarks nationalskjald«. Og »Lune Larsen«. Tre raske streger. Så er billedet klar. Af selve den personificerede danske folkelighed. Med glimt i øjet, en ræv bag øret og altid sgu sin egen.
Hvilket i Larsens tilfælde selvfølgelig ikke er helt ved siden af. Men heller ikke rigtig rammer rent, opdager man snart, når man giver sig til at læse op på, hvad han egentlig brugte sin stemme på ud over at synge.
Hvad han i årenes løb gjorde sig til talsmand for. Hvad han gik op imod. Og hvad han vendte ryggen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind