Fire ud af fem gange er hidtil ukendte demo-indspilninger, outtakes osv. noget, jeg lytter til med arkæologisk interesse og derefter sjældent hører igen. Men de ’Esher Demos’, der ledsager den smukt lydrenoverede genudgivelse af The Beatles’ legendariske hvide dobbeltalbum, er mildest talt en undtagelse.
På ’Esher Demos’ møder man Beatles-magien i rørende ren og fuldstændig afvæbnende udgave. I intime omgivelser sidder beatmusikkens kollektive svar på Mozart og tester en overdådighed af nye sange, som er intet mindre end forbløffende righoldige. Ideerne er bare så gode og lyder så ubesværet undfanget. Uanset om sangene er politiske, fjollede, rå, romantiske eller poetiske, er de gennemskinnet af den såre menneskelige form for guddommelighed, vi kalder kunst.




























