Danske Nikolaj Szeps-Znaider er netop blevet udnævnt til chefdirigent for det velrenommerede franske symfoniorkester Orchestra National de Lyon.
Den 43-årige musiker, der blev verdensstjerne som violinist under navnet Nikolaj Znaider, deler i dag sin karriere mellem violinen og de helt store orkestre i verden og sit relativt nye fag som dirigent. Han tiltræder i Lyon i september 2020 og afløser Leonard Slatkin, der blev udnævnt til chefdirigent i 2011.
Szeps-Znaider kommer fra positioner som førstegæstedirigent ved Det Svenske Kammerorkester og Maryinskijteatret i Skt. Petersborg, og han har dirigeret Orchestra National de Lyon ved to lejligheder siden sin debut med dem i december 2017.
I en officiel udtalelse understreger Nikolaj Szeps-Znaider, hvilket privilegium det er at slutte sig til Orchestre National de Lyon i deres ambitioner om at nå nye højder, og han siger, at »det er allerede et pragtfuldt orkester med sin egen helt distinkte klang. Musikerne føler en sund stolthed over deres arv, samtidig med at de er sultne efter at klatre videre op«.
Szeps er tilbage
Nikolaj Szeps-Znaider, der er dirigenten og violinistens fødenavn, droppede Szeps, da han indledte sin internationale solistkarriere, men bekendtgjorde forleden, at han har taget Szeps til sig igen:
»Jeg har meget intenst følt et ansvar for at bære et ekstremt sjældent navn videre, især i lyset af de adskillige familiemedlemmer, der gik til i holocaust. Efter at have set en dokumentarfilm om Anden Verdenskrig tidligere i år begyndte jeg at søge i nogle af databaserne med både overlevende og dem, der døde i holocaust«.
»Efter jeg var stødt på det første dusin Szeps’er, der havde mistet livet, stod det mig klart, at jeg simpelthen ikke kan bære ansvaret for, at endnu en Szeps forsvinder fra verdens overflade, så jeg besluttede at føre begge navne videre såvel på som uden for scenen. Med andre ord ønsker jeg at ære min far og min fars side af familien, hvor som helst jeg kan«.
I Danmark hørte vi sidst til Szeps-Znaider, da han i slutningen af november gav koncert på Det Kongelige Teater med medlemmer af Det Kongelige Kapel.
fortsæt med at læse




























