Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste


Pandaer
Tegning: Roald Als/POLITIKEN

Pandaer

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Musikhistoriker efter værk med pandamusik: Idealet er at kunstnere skal holde sig fri af alskens politisk smuds

Klassiske musikere har altid været udfordret af magthaveres interesser i deres kunst, siger musikhistoriker. Det gælder også den nye pandasuite.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1973 var den polske komponist Krzysztof Penderecki færdig med sin første symfoni. Den blev til på bestilling fra den engelske motorfabrikant Perkins Engines, og uropførelsen, hvor Penderecki selv dirigerede London Symphony Orchestra, blev ifølge den mangeårige musikhistoriker ved Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek, professor emeritus Niels Krabbe, meget mere end en rent musikalsk markering.

»Selskabet promoverede koncerten på deres eget enestående engagement og fremhævede et verdensomspændende bifald for initiativet. Man bestilte kort sagt et værk for at markedsføre sig selv«, siger Krabbe.

Han har beskæftiget sig indgående med de relationer til politiske og økonomiske magthavere, klassiske musikere og komponister har stået i gennem tiderne. Penderecki dukker op, efter Krabbe af Politiken er blevet præsenteret for planerne om en ’pandasuite’.

Et symfonisk værk tilegnet de to kæmpepandaer, Københavns Zoo nu får lov at lease af den kinesiske stat. Initiativet udgår fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og orkestret Copenhagen Phil, men pandaernes vej til Danmark er brolagt med storpolitik af den slags, der involverer den danske statsminister personligt.

»Derfor er det også her oplagt at spørge, hvad det egentlig er, der bliver markedsført med musikken«, siger Niels Krabbe.

For lige så længe der har været musik, har magthavere set potentialet i den.

»Man kan sige, at den katolske gudstjenestemusik fra omkring år 1000 var én stor magtdemonstration. En opvisning i kirkens storhed og menneskets ringhed«.

Snart blev konger og fyrster dog mindst lige så vigtige kilder til indkomst for komponister og musikere.

Her er der tale om, at musikken på en eller anden måde skal indgå i den sammenhæng, hvor vores regering har fået pandaer overbragt af Kina. Det er ikke bare musik til dyr

»Når Christian IV hyrede Europas fremmeste komponister som John Dowland og Heinrich Schütz, handlede det i høj grad om at forlene sit hof med en aura og et forbrug, man kunne se«.

Kunstnerisk frihed var da et aldeles ukendt begreb, og i 1700-tallets Leipzig fik Johann Sebastian Bach besked af byrådet
på at undgå bestemte måder at lave harmonier på, som de ikke brød sig om at høre i Thomaskirken. Joseph Haydn måtte i 1760’erne sågar skrive under på en kontrakt med en af Østrig-Ungarns rigeste adelsslægter, hvor det ordret stod, at han skulle møde hver morgen iført paryk og høre, hvad fyrsten havde tænkt sig, han skulle komponere. Han måtte ikke kontakte musikarrangører uden for slottet.

»Vi har kontrakten, og det er virkelig en håndfæstning, men i løbet af de næste 30 år indleder Haydn så det nybrud i musikhistorien, hvor han faktisk bliver en fri kunstner og løsriver sig fra kontrakten. Og med Beethoven får vi snart idealet om den frie kunstner, der skriver ud fra sin indre overbevisning og kun dén«.

En knap så fri kunstner

De borgerliges drøm om kunsten var, at den kunne klare sig i kraft af sin kvalitet.

»Idealet blev, at kunstneren skulle holde sig fri af alskens politisk smuds, men Wagner byggede altså også sit operahus i Bayreuth med penge fra kongen af Bayern. Og i dag kan man jo slet ikke lave en koncert uden private midler fra fonde oven i den offentlige støtte. Men når vi diskuterer kunstnerens forhold til magten i dag, er det i høj grad stadig det borgerlige ideal, vi har med os«.

Sovjetkommunismen og nazismens forbud mod stribevis af komponisters musik står som nogle af de markante skamstøtter over undertrykkelsen af fri kunst i sidste århundrede. Men hvad med den eksisterende musik, skiftende magthavere har fremhævet?

Niels Krabbe nævner det stykke Beethoven-musik, vi i dag kender som Europahymnen. Det blev også brugt af nazisterne ved OL i Berlin i 1936:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Selve musikkens lyd er ikke afgørende for, hvordan den bliver brugt politisk. Det er den måde, magthaverne beslutter, at den skal bruges på«.

Og at selv store klassikere på mange års afstand ikke spilles i et politisk vakuum, måtte en medarbejder på DR i 1976 sande. Efter radioavisens nyhed om flere Rote Armee Fraktion-terroristers død kom han for skade at afspille Beethovens Egmont-ouverture. Lidet anede han, lød hans egen forklaring, at den omhandlede en tysk oprørshelt fra 1500-tallet.

»Manden blev jo midlertidigt suspenderet fra sin stilling, fordi vrede lyttere mente, at han signalerede en skjult hyldest via musikken«.

Kræfterne bag den nye pandasuite bør dog ikke være i tvivl om, at de nu er inde på politisk område, siger Niels Krabbe. Pandaerne er ikke hvilke som helst dyr.

»Der er masser af programmusik gennem historien, der illuderer dyr, mennesker og historier, men her er der tale om, at musikken på en eller anden måde skal indgå i den sammenhæng, hvor vores regering har fået pandaer overbragt af Kina. Det er ikke bare musik til dyr«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden