Forfaldsæstetik får en ny betydning i tilfældet Jørgen Leth. Her handler det ikke om pittoreske ruiner og vedbendsomkransede søjler, men om også i forfaldet at fastholde et undersøgende fænomenologisk blik. Det er ikke sjovt, at der pludselig er blevet meget langt ned til fødderne på gulvet, men afstanden er værd at lægge mærke til og beskrive.
»Jeg er sur over, at jeg skal have så meget besvær med at gå«, vrisser Jørgen Leth. »At gå er jo et normalt menneskeligt krav«. Alderen gnaver løs af tidligere så selvfølgelige menneskerettigheder. Men også dette forfald er værd at notere, mens man skælder ud på sine gamle stænger.




























