Engang var der syndefaldet, ordet lød uhyggeligt og dragende. Senere var der mænd og kvinder, der faldt for hinanden. Skønne tider med alle disse fald. I digterens nutid er ’fald’ ikke længere et symbol, men en ganske konkret trussel: »Alt kan koges ind til angsten for at falde/ Fra stolen ned på gulvet«.
Jørgen Leth, der som poet altid har været bedst, når han var mest konkret, har opnået det sublime ved at skrive fra lige præcis det punkt i livet, hvor han befinder sig nu, kort tid før han fylder 82, faldets og forfaldets tid.
Døden, tænker læseren så umiddelbart, der må være noget om den. Kom, søde død, komponerede den troende Bach. Ras, ras mod lysets hendøen, kommanderede den vantro Dylan Thomas. Men her hos digter Leth ingen af delene. For resten rimeligt nok hverken at glæde sig eller blive skræmt ved tanken om at være borte. Vi har prøvet det før. Også inden vi blev født, var vi ingenting. Det gik jo fint.
Men tiden inden vi er gået bort, mens vi bare går, prøver at gå og at undgå at falde – det er Jørgen Leths element. Som han befinder sig vidunderlig ubesværet i.
