Det er det fascinerende ved det: at vilkårene for alle pianister er fuldstændig ens. De sorte og hvide tangenter ligger der jo, spredt ud efter præcis samme mønster, men alligevel ender pianisterne med at få de samme stykker musik til at lyde så forskelligt.
Den norske pianist Christian Ihle Hadland er en musiker, der næsten som en kamæleon kan skifte farve efter den musik, han skal spille. Han er ikke nogen opreklameret stjerne. Men hans fortolkninger er så meget desto mere raffinerede, og tirsdag i Den Sorte Diamant kom han nærmest hele pladen rundt, hvad stilarter angår. Det eneste, han sprang over, var wienerklassik, som han til gengæld fokuserede på, da han for et par år siden – sammen med cellisten Andreas Brantelid – spillede Beethovens cellosonater samme sted.
