Når Jamila Woods kigger sig i spejlet, ser hun Eartha Kitts kattede ansigt, eller Frida Kahlos bryn, hun ser James Baldwins ikoniske fjæs, som ikke er et ansigt, men et fjæs. Med sit nye album forsøger hun at skabe forbindelse til de kunstnere, der risikerede noget i deres værker og nogle gange døde lidt for tidligt af det. Alle sangene på albummet bærer titler, der er opkaldt efter hendes største idoler.
Et af idolerne er New York-billedkunstneren Jean-Michel Basquiat, der fik sit gennembrud i 1980’erne og på et tidspunkt var kæreste med Madonna. Baquait, som blev Andy Warhols kæledægge i en periode, hvor der var ganske få unge, fattige sorte kunstnere på Lower East Side. Jean-Michel Basquiat havde en særlig måde at male på, der vinkede til hans haitiske rødder. Han døde af en heroin-overdosis i 1988, kun 27 år gammel. ’Basquiat’ er den sang på albummet, der vover mest, og som lyder mest inspireret. Især fordi Jamila Woods går i rette med omverdenens krav om, at hun skal være mere vred. Hun går mere radikalt ind i det bløde, når hun synger (»Are you mad?) Yes, I’m mad (What make you mad?) I don’t fuckin’ know You should tell me so, you done done it«.
