En helt ny uddannelse i at skrive sange med kommercielle muligheder både nationalt og globalt håber at byde det første hold elever velkommen fra efteråret 2020. Den nye skole for sangskrivere kommer til at ligge i Roskilde og vil årligt optage 12 studerende, der skal gennemgå et toårigt forløb inden for enten sangskrivning eller produktion.
»Vi vil lægge vægt på det håndværk, det er at skrive en sang, og på at blive så dygtig til det, at man kan eksportere sange til udlandet og blive en del af den globaliserede musikindustri. Samtidig vil vi skabe en forståelse for sangskrivning som erhverv«, siger Jakob Sørensen, der er administrerende direktør i musikvirksomheden The Bank og et af de fem medlemmer af bestyrelsen og arbejdsgruppen i foreningen bag den nye uddannelse.




























