0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

3 nye udgivelser viser jazzens evige friskhed: Duke Ellington får klassikere til at swinge, så man står hjemme i stuen og vifter med sit kaffekrus, som var det en dry martini

Sprudlende svenske optagelser med Duke Ellington og helt nykomponeret dansk avantgarde viser, at jazzen bestemt ikke er død. Faktisk lugter den frisk som nyfangede rødspætter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jan Persson
Arkivfoto: Jan Persson

Hvis man godt vil vide noget om, hvad jazz egentlig er for en størrelse, er Duke Ellingtons koncert fra den svenske by Uppsala i 1971 et glimrende sted at begynde.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Af og til kan man som yngre menneske blive en lille smule lang i ansigtet og tung i øjenlågene, når lidt ældre – thi vi er jo ikke nogen vårhare selv længere – begynder at tale om Duke Ellington. ​

Men melder sådanne fornemmelser sig, bør man give sig selv en indre irettesættelse, ja et mentalt spark bagi. For Duke Ellington er fantastisk og en af de oprindelige medforfattere til intet mindre end bogen om jazz. Derfor er det da også en begivenhed, når der kommer nyt materiale på banen med hertugen og hans orkester. Som i dette tilfælde en særdeles veloplagt koncertoptagelse fra den svenske universitetsby Uppsala, hvor mesteren og entouragen gav koncert i 1971.​​

Koncerten fandt sted – som den ene af to – i november 1971, hvilket vil sige, at legenden på det tidspunkt var 72 år og for længst havde skrevet sine store sange. Det bærer repertoiret også præg af. Det er en række af de absolut største klassikere, der serveres af et band, som foruden Ellington selv bestod af trompetisten Cootie Williams, saxofonisten Paul Gonsalves, klarinettisten Norris Turney og flere andre erfarne musikere.​​

Erik Gleie
Foto: Erik Gleie

Der lægges ud med en version af ’C Jam Blues’, som måske nok er forholdsvis let at spille, fordi den kører på to akkorder, C og G, men som ikke desto mindre danner grundlag for smukt solospil, så musikerne kan få strakt ud og varmet musikaliteten op. Det kan godt være, at den overvejende del af melodierne er så kendte, at det næsten ikke er til at fatte. Men hvad der faktisk er sværere at forstå er, hvor meget det swinger. Tag nu sådan en sag som Ellington, Billy Strayhorn og Johnny Mercers ’Satin Doll’ fra 1953. Undertegnede var en gang medlem af et kor, hvori et arrangement af denne standard indgik i fermentet, men holdt op imod versionen fra Uppsala har der helt sikkert været tale om en forholdsvis bovlam affære.​​

Billy Strayhorns ’Take the A Train’ kender man jo også som sin egen bukselomme, synes man. Men ikke desto mindre dukker der små nye nuancer op – og det samme gælder ’Thing’s Ain’t What They Used to Be’. En version af ’Hello Dolly’ fra musicalen af samme navn kunne man til gengæld godt have undværet.​​

Hvad man til gengæld rammes af, er det seje og uundslippelige swing, der hele tiden er til stede i musikken, der har en umiddelbar kropslig karakter. Og det bliver man opmærksom på, når man fand’me står og swinger med sit kaffekrus, som var det en dry martini.​

Et halvt århundrede har denne koncert på bagen, og dog er den frisk. Fordi musikken er udødelig i dette ords allersjældneste og bogstavelige betydning. Lige så længe der findes klaverer og saxofoner og trompeter og klarinetter, vil der også blive spillet musik af Duke Ellington.

Det kan meget vel være, at things ain’t what they used to be. Men det betyder mindre, når musikken spiller.

Må bluesen aldrig dø

Min gamle engelsklærer i folkeskolen var glad for anekdoter, og han kunne en, hvori en mindre sprogkyndig person på en engelsk restaurant havde bestilt en tallerkenfuld østers, og da han havde ventet lidt for længe – syntes han selv – spurgte han frejdigt en tjener: »When do I become an oyster?«. Hvortil serveringen rapt replicerede »Never, I hope, Sir«.

Man har lyst til at give det samme svar som tjeneren i historien til spørgsmålet ’When Will the Blues Leave’, som pladen med en koncertoptagelse med mesterpianisten Paul Bley, bassisten Gary Peacock og den diskret fantastiske trommeslager Paul Motian fra Lugano i 1999 stiller i sin titel. Aldrig. Må bluesen aldrig nogensinde forsvinde fra den musik, disse tre prægtige og virtuose veteraner præsenterer. For gør den det, kunne man godt befrygte, at det udartede sig i retning af frugtesløs og finurlig avantgardisme uden jordforbindelse.​​

PR-FOTO/www.jazzfestival.dk
Foto: PR-FOTO/www.jazzfestival.dk

Den ligger der nemlig hele tiden, den trang til at køre hastigt ud ad en improvisatorisk tangent og bare se, hvor man ender, uden tanke for medspillerne. Det kan der kommer genial musik ud af, men det kan sandelig også gå hen og blive en gang kling-klang-bing-bang-musiceren. Det sker imidlertid ikke. Bley kan godt tage tilløb til sådanne løjer, men så bremses han af Peacock, der sætter ind med sin store, kraftfulde og træ-fede tone, hele tiden retledt af Motians dybe, dybe rytmearbejde. ​​

Setuppet minder ikke så lidt om en anden trio med Peacock – nemlig Jarretts, men Bleys swingerfaringer giver et andet groove sine steder. Numrene er originals undtagen titelnummeret, som er Ornette Colemans, og så lukkes der med en vidunderlig version af ’I Loves You Porgy’, hvor bluesen for alvor indfinder sig.

Et magisk ensemble

Spil af international klasse er også, hvad percussionisten Marilyn Mazur præsterer i selskab med saxofonisten og fløjtespilleren Fredrik Lundin og guitaristen Kasper Bai – samt en række andre fremragende mennesker. Der er en enorm fremdrift og et solidt groove i de melodier, der mestendels er skrevet af Mazur og Lundin, og skulle man pege på forudsætninger, kunne det både være 60’er-avantgarde, men sandelig også fusionsjazz fra 70’erne.

Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Foto: Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Bais guitararbejde peger i retning af en Scofield, men også af rockguitarister af diverse aftapninger. Og i virkeligheden er det ikke så vigtigt, for først og fremmest kan man konstatere, at det swinger som bare pokker, gør det. Lundin behersker sit instrument overlegent, ikke mindst de næsten uhørlige dele af det øvre register kan han aftvinge skønhed, og når det så sker på baggrund af Jesper Løvdals kraftfulde arbejde på baryton, er der magi i luften.

I det hele taget er det på mange måder et lidt magisk ensemble. Og der er grund til at lytte til pladen. For det er vanskeligt at samle alle de dygtige folk til koncert i virkelighedens verden. Dyrt og logistisk svært. Derfor godt, at det er blevet dokumenteret på skive.

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts