Med ’The Practice of Love’ har Jenny Hval ladet sig inspirere af de blødeste sider af 90’ernes trancemusik. På otte numre afviser hun kærligheden, som vi kender den, og kaster sig ud i en medrivende jagt efter nye kærlighedsformer.

Seks hjerter: Bare Jenny Hvals nye album ville vare længere

Jenny Hval er både romanforfatter og musiker og tager på sit nye album lytteren igennem en surealistisk dannelsesrejse der overskrider grænserne mellem drømme og virkelighed, musik og poesi. Foto: Lasse Marhaug
Jenny Hval er både romanforfatter og musiker og tager på sit nye album lytteren igennem en surealistisk dannelsesrejse der overskrider grænserne mellem drømme og virkelighed, musik og poesi. Foto: Lasse Marhaug
Lyt til artiklen

Den norske sangerinde, sangskriver og forfatter Jenny Hval er komfortabel med det ukomfortable, men hun mener ikke selv, at hun er avantgardekunstner. Det fortalte hun til en offentlig forelæsning, jeg overværede sidste år, da hun blev udnævnt til adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

På sit nye album ’The Practice of Love’ har hun forelsket sig i mainstream trancemusik fra 1990’erne, en transcenderende elektronisk musikgenre, der sender de dansende ravere ind i en meditativ og euforiseret tilstand. Jenny Hval genopliver på sit nye album det bløde og melankolske ved genren, som netop begyndte som en slags grådterapi på dansegulvet for inkanerede technoravere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her