Olga Neuwirth ligner på alle måder en nyskabelse ved et af verdens mest kendte operahuse, Statsoperaen i Wien.
Om en måned har hendes operaversion af Virginia Woolf-romanen ’Orlando’ nemlig premiere på den 150 år gamle institution i Østrigs hovedstad. Og det er en opera, der stikker ud på mange måder.
Dels er flydende kønsidentitet et tema i handlingen, dels vil der blive tilføjet en elektrisk guitar og to synthesizere til orkestret, for ikke at tale om et jazzband, der på et tidspunkt dukker op på scenen.
Og så er operaen skrevet af østrigske Olga Neuwirth. Og hun er ikke en mand.
Dermed vil en kvinde for første gang nogensinde have komponeret en opera til Statsoperaen i Wien. Det er om ikke en sensation så i hvert fald vigtigt, siger lektor i musikvidenskab ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Erik Steinskog.
»Wiens etablerede institutioner som Statsoperaen og Wiener Philharmonikerne har traditionelt set været mandsdominerede. Man har simpelthen haft problemer med kvinder. Så det bliver en milepæl for ligestillingen«, siger han.
»I Wien har køn spillet en helt anden rolle end andre steder«, tilføjer han og giver et eksempel:
»Der kom først en kvindelig musiker med i Wiener Philharmonikerne i 1997. Inden da var argumentet imod kvindelige musikere et ønske om en slags æstetisk neutralitet. Alle musikere var klædt ens og var et værktøj for musikken. Hvis der var en kvindelig musiker på scenen i andet tøj end mænd, ville opmærksomheden blive forstyrret. Det er selvfølgelig et fake argument – men det var et argument, man brugte«.
Buhråb mod drag
Selv siger den 51-årige Olga Neuwirth til The Guardian:
»Jeg vil virkelig gerne vende lidt op og ned på dette gammeldags, smukke og vidunderlige sted«.
I opsætningen af ’Orlando’, der er blevet kaldt verdens første engelsksprogede roman om at være transkønnet, vil den transkønnede kabaretkunstner Justin Vivian Bond optræde side om side med de klassisk uddannede operasangere. Og det er ikke altid, at den slags kønsmæssige eksperimenter bliver vel modtaget i operaens verden. Ved det årlige festspil i Bayreuth tidligere i år førte en opsætning af ’Tannhäuser’ med en britisk dragkunstner på scenen til buhråb fra publikum.
Opera som kunstform har da også en tendens til at være traditionel eller konservativ, siger Erik Steinskog.
»Det betyder ikke, at man ikke eksperimenterer, men det kan være risikabelt, for opera er sindssygt dyrt og kan sammenlignes med dyre Hollywood-produktioner. Jeg så for eksempel en helt ny opera i Berlin, som var blevet slagtet til premieren, og så sad vi der, otte mennesker, inde i det store operahus. Det er jo ikke økonomisk rentabelt«.
Lektoren tvivler dog på, at ’Orlando’ i Wien vil lide samme kranke skæbne, siger han.
»Det kan blive en slags skandalesucces, hvor folk bliver provokeret, og så kommer der en mediestorm. Det kan også være, det ikke er kernepublikummet, der kommer til det, men derimod et mere ungdommeligt miljø. Og de fleste operahuse er jo interesseret i at få et nye publikum ind«.
»Personligt fik jeg lyst til at se, om der var et ledigt fly til Wien med det samme«, siger han.
I øvrigt giver han et venligt skub til medierne og til fokus i artikler som den, du læser lige nu:
»For mig lyder det som et enormt spændende projekt, som jeg håber ikke forsvinder i en første-kvindelige-komponist-bag-Wien-opera-historie«, siger Erik Steinskog.
To kvinder på Det Kongelige
Historisk set har der været få kvindelige komponister i operaverdenen, men det er ved at ændre sig.
På Metropolitan Opera i New York havde man i 2016 for første gang i mere end et århundred en opera skrevet af en kvinde på programmet, skriver The Guardian. Det drejede sig om ’L’amour de loin’ af finske Kaija Saariaho, der i dag regnes for en af verdens største og vigtigste komponister. I London har Royal Opera House forpligtet sig til at hyre flere kvinder på de kreative poster, skriver den britiske avis.
Herhjemme er det også relativt nyt, at en kvinde har fået en opera opført på Det Kongelige Teaters scener, oplyser operaekspert Henrik Engelbrecht. Men det er dog sket to gange.
Den ene gang var med ’Waiting in Nowhere’ om Sandholmlejren med musik af komponist Edina Hadžiselimovic, der fik premiere i 2010. Og den anden var en dansksproget børneopera fra 2017, ’Momo’, med musik af Svitlana Azarova.
fortsæt med at læse
