Jonathan Wilson kan noget med åbningsnumre. Hvis jeg kunne få et helt album alene med hans åbningsnumre, ville jeg finde den nærmeste horisontale flade og et par hørebøffer og tage en uges ferie.
For Wilson er en mester til at åbne sine plader med sange, der føles som portaler til en federe verden. Og på dén front skuffer ’Dixie Blur’, Wilsons nye album på ingen måde. Allerede fra de første sekunder af åbningsnummeret, ’Just For Love’, griber sangen fat i alle flakkende tanker og maner til ro. Og her bliver vi – mestendels.




























