Albummet begynder med en fanfare. Men musikken er ikke sejrssikker. Snarere urolig. Noget uventet er på færde. Noget er under opsejling. Eller måske under indsejling? Kommer der en båd til den lille bygd? Er det derfor, alle pludselig er af huse og på vej til havnen?
Sådan spiller min fantasi op imod tonerne. Vel vidende, at komponisten, der har skrevet ’Fanfare lontane’, er Færøernes store, snart 60-årige musikmester Sunleif Rasmussen. Den første komponist af international kaliber, øgruppen nogensinde har haft. Belønnet med Nordisk Råds Musikpris og den første færing, der har komponeret fuldvoksne symfonier.


























