Det er svært at lytte til Dizzy Mizz Lizzy i dag uden også at lytte til en gammel kærlighed. I hvert fald for mig og min generation, der slet ikke engang var teenagere, da bandet vandt DM i Rock i 1993, og debuten året efter solgte i mere end en kvart million eksemplarer, inden det også begyndte at gå amok i Japan. Jeg ved ikke, hvad man hører, hvis man med ’Alter Echo’ stifter bekendtskab med bandet for første gang. Nogle voksne, der spiller guitarsolo? I hvert fald et ekstremt velspillende rockorkester.
Men vi, der fik Dizzy Mizz Lizzy på et overspillet kassettebånd i 1994, vil aldrig glemme, hvordan vi spillede det til umiskendelig båndsalat, der også på en eller anden måde er filtret ind i det nye album, når man lytter til det og ikke kan slippe minderne.
