To nylige genudgivelser fra henholdsvis de sene 60’ere og de tidlige 80’ere demonstrerer, at jazz sgu’tte er sådan at sætte i bås.

Elegant triospil og fedt gruppeflip: Gu' er det da jazz, selv om det lyder forskelligt

Basunisten Erling Kroner og trompetisten Jens Jørn Gjedsted med Thor Backhausen i forgrunden.  I tidstypiske gevandter.  Foto: Kirsten Weinoldt
Basunisten Erling Kroner og trompetisten Jens Jørn Gjedsted med Thor Backhausen i forgrunden. I tidstypiske gevandter. Foto: Kirsten Weinoldt
Lyt til artiklen

’Love is a Many-Splendored Thing’ hedder det i den kendte sang, og det samme kan i særdeleshed siges om jazzen. Hvilket med stor tydelighed fremgår af to genudgivelser fra disse måneder. For den ene er elegant triospil med en af den amerikanske jazz’ store pianister, en dansk bassist og en legendarisk trommeslager, den anden er støjende, avantgardistisk fusion anno de glade 60’eres afslutning. Og ikke desto mindre vil kun meget få nedlægge dissens over fællesbetegnelsen jazz.

Engang var der en del steder i København, hvor man kunne lytte til jazz og få sig en forfriskning imens. Et af disse lå i Tivoli og hed Slukefter. Det blev åbnet i 1978 af Anders Stefansen, som drev det i mere end et årti, inden han afhændede det. Repertoiret var midtsøgende, men af høj klasse. Og i 1983 kunne stedet altså præsentere den på det tidspunkt sprudlende 65-årige pianist Hank Jones i samspil med Mads Vinding på bas og Shelly Manne bag trommerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her